En socialdemokratisk regering i Tyskland vil styrke den danske i flere henseender, mener Mogens Lykketoft.

Tyskland er Danmarks vigtigste samarbejdspartner i EU, efter briterne har meldt sig ud.

Derfor får det stor betydning, hvem tyskerne vælger som deres nye kansler. Og hvem der får regeringsmagten efter søndagens forbundsdagsvalg.

Falder kanslerposten til Olaf Scholz, og får hans parti, Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD), regeringsmagten med støtte fra De Grønne, vil det være til stor fordel for den socialdemokratisk ledede regering herhjemme.

Det vil være med til at legitimere og styrke regeringens og Socialdemokratiets politik i flere henseender.

Sådan lyder vurderingen fra den tidligere formand for Socialdemokratiet Mogens Lykketoft op til valget.

- De signaler og den kurs, de vælger i Tyskland, bliver meget afgørende for, hvilken kurs, der også er fremkommelig for et lille land som Danmark, siger Mogens Lykketoft.

Bliver SPD, der bebuder en klassisk socialdemokratisk fordelingspolitik, valgt, kan det styrke den danske socialdemokratiske regering i samme spørgsmål, mener Lykketoft.

- Hele diskussionen om, hvad man gør for at lave en mere retfærdig fordeling af goderne, kommer mere på dagsordenen, hvis det er det flertal, der sætter sig på magten i Tyskland.

Men også regeringens klimapolitik vil få en betydelig hjælp.

- Der er ingen tvivl om, at hvis man får en socialdemokratisk regering med stærkt input fra De Grønne, vil det tilsammen være en politik, som er mere ambitiøs, end man har set det fra Tyskland hidtil på klima.

- Det vil være en stor fordel for Danmark og den danske regering, hvis det europæiske visionsniveau bliver hævet, for så er der ikke så meget ekstra, vi skal gøre, for at nå de mål, vi har sat os, siger Mogens Lykketoft.

En af Olaf Scholz' mærkesager er et løft af mindstelønnen i Tyskland.

Og det, hæfter Mogens Lykketoft sig ved, kan være en beslutning, den danske regering er enig i.

- Det er i forhold til dansk konkurrenceevne interessant, at de ikke har en stor underbetalt arbejdsstyrke i Tyskland. Det vil hjælpe os.

Lykketoft mener dog ikke, vi med en socialdemokratisk regering i Tyskland skal forvente de store forskelle i det diplomatiske samarbejde mellem Danmark og vores naboer mod syd. Fordi SPD har siddet i regeringen hidtil.

/ritzau/