B.T.s klimaekspert Bjørn Lomborg kan i den grad godt forstå, at Heidi, Helle, Jørgen, Claus, Georg, Cecilie og senest Flemming, alle er frustrerede over, at benzinpriserne er steget voldsomt.

Som afgiftssystemet er i dag, slipper ejere af elbiler nemlig mærkbart billigere end dem, der har en benzin- eller en dieselbil.

De har i en årrække enten helt været fritaget for eller betalt en kraftigt reduceret registreringsafgift, og de betaler et mindre beløb i ejerafgift. 

Dertil kommer netop afgifterne på benzin og diesel, som er meget højere end afgiften på el. Alt det, har gjort debatten om den grønne omstilling til en vigtig slagmark i valgkampen, hvor flere partier argumentere for at sænke afgifterne på diesel og benzin.

Ifølge Lomborg, der også er direktør for Copenhagen Consensus og adjungeret docent på Stanford Universitetets Hoover Institution, er det ligefrem umoralsk af regeringen på den måde at prioritere elbilsejere på bekostning af fossile biler.

»CO2-udslip er et problem. Men hvis vi gerne vil reducere det, så skal vi ikke satse på elbiler. Det er en af de dårligste måder. Så lige nu vi laver dårligere klimapolitik, end vi behøver, fordi politikerne gerne vil dydssignalere. Det er virkelig urimeligt,« siger han.

Tallene taler dog sit tydelige sprog:

En elbil udleder markant mindre CO2 end en benzinbil over hele sin levetid. Det er derfor, at regeringen gerne vil skabe incitamenter, der gør, at flere danskere går den vej.

Konkret udleder en elbil i Europa nu 73 procent mindre CO2 end en brændstofbil.

Det er med alt medregnet, det vil sige en såkaldt livscyklusanalyse, for begge typer biler, viser en rapport fra 2025 fra International Council on Clean Transportation.

Så hvordan kan Lomborg så stålfast sige, at pengene er dårligt givet ud?

»Elbiler skal subsidieres rigtig meget, og man skal huske, at de stadig udleder en del, fordi deres batterier typisk koster enormt meget CO2 at lave. Så det er bare en dårlig måde at lave politik på, hvis man gerne vil have noget for pengene.«

Også i den liberale tænketank Cepos mener man, at benzin- og dieselbilejere betaler en uforholdsmæssig stor regning i grøn ejerafgift.

»Høje afgifter på benzin- og dieselbiler er en dyr måde at lave grøn omstilling. Vi mener, at klimapolitikken skal koste så lidt som muligt. Derfor skal der også sættes ind dér, hvor det har den største effekt,« har analysechef Otto Brøns-Petersen tidligere udtalt til B.T.

Ifølge Cepos' beregninger koster det staten 6.000 kroner at spare et ton CO2 ved at begunstige elbilejere på bekostning af fossilbilejere.

Og det, forklarer Bjørn Lomborg, er en alt for høj pris. 

Til sammenligning er prisen for landbruget efter den politiske aftale om den grønne trepart nede på 375 kroner for et ton sparet CO2.

»Konsekvensen er, at vi reducerer langt mindre, end vi ellers kunne have gjort for de samme penge. Alt sammen fordi vi vælger at støtte nogle dydssignalerende, typisk rige mennesker i storbyerne, der kører rundt i elbiler på bekostning af eksempelvis pensionister, der er afhængige af deres elbil.«

Du kan lytte til B.T. ValgkampB.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

I går meldte LA ud, at de er klar til at lade det offentlige forbrug stige! En meget opsigtsvækkende udmelding, eller hvad? Vi diskuterer LAs velfærds-vending, inden debatten om et sprøjteforbud får premiere i B.T. Valgkamp. Spørgsmålet er, om det er en tabersag for blå blok? Et parti, der i hvert fald er på glatis, er Socialdemokratiet, der efter en beef med Birthe Kjær nu har lagt sig ud med Anders Matthesen. Vi spørger, hvor farligt det er for S, inden vi fælder dom over det nye afsnit af TV 2s ‘Højskolen’, hvor Messerschmidt bolo indtager en hovedkarakter, og en samtale mellem Støjberg og Løkke kunne mærkes helt ude i stuerne. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T.  Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.  Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T.  Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T.  Journalist: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen  Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen  Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.