Bilejeren Heidi Altenburg på 28 år er frustreret over, at priserne for benzin stiger og stiger.
»Jeg er målløs. Det er bare så dyrt at tanke bilen,« siger hun.
Og Heidi Altenburg fra Faxe på Sjælland er langt fra alene. Ægteparret Helle og Kurt Christensen samt Jørgen Ejsenhardt og Claus Petersen raser også over benzinprisernes himmelflugt.
Fredag var prisen for benzinen nemlig på det højeste siden februar 2025, og diesel-priserne er også eksploderet.
Ifølge Kim Blindbæk, der er seniorøkonom fra AL Sydbank, så skyldes de stigende priser konflikten mellem Iran og Israel/USA, som har fået trafikken i Hormuzstrædet til at falde.
20 procent af verdens daglige forbrug af naturgas og olie passerer nemlig strædet, som Iran i denne uge har blokeret med trusler om at sætte ild på ethvert skib, der forsøger at sejle gennem.
»Det har givet en bekymring for, at der kan komme en knaphed på olie og gas,« siger Kim Blindbæk til TV2 Øst.
B.T. møder Heidi Altenburg fredag eftermiddag, da hun holder i kø ved Go’On i Faxe på Sjælland, hvor Dansk Folkeparti som del af en valgkampagne har sat prisen ned til 9,5 kroner per liter benzin.
Partiet foreslår nemlig, at prisen på benzin og diesel reduceres ved at sænke afgiften samt sætte momsen på benzin og diesel ned til 15 procent.
»Jeg overvejer kraftigt at stemme på DF næste gang,« siger Heidi Altenburg, der er i lære som ejendomsserviceteknikker.
Men hvad siger du til, at det jo langt fra er sikkert, at DF får flertal til at kunne sænke afgift og moms på benzin og diesel?
»Nej, det er rigtigt, men jeg overvejer meget at stemme på dem alligevel,« siger hun.

