Hediye Temiz, der stiller op for De Radikale i Albertslund Kommune, var i strålende humør, da hun lørdag var ude for at hænge sine valgplakater op på byens lygtepæle.
Allerede tirsdag falmede smilet dog.
For en tredjedel af hendes valgplakater var blevet pillet ned. Hun havde sat omkring 160 plakater op, og mandag var der kun 100.
»Det virker systematisk, og jeg er dybt chokeret og ked af det. Hvem kan finde på sådan noget?« siger Hediye Temiz, der onsdag skrev ud til sine Facebook-venner om hjælp.
»Kære alle venner, familie og bekendte. Mine plakater er blevet stjålet. Her 3 uger før valget er det ikke ønskescenariet. Men nu er det sket – og derfor har jeg brug for din hjælp. Hvis du har set noget eller ved noget kan du kontakte Vestegnens Politi. Og ellers må du meget gerne dele opslaget, så jeg kan nå langt ud! Tak,« skriver hun i opslaget.
Det var Radikale i Albertslunds plakatansvarlig, der overbragte Hediye Temiz de kedelige nyheder. Efter weekenden havde han kørt en tur rundt på de seks ruter, hvor Radikales plakater hænger, for at tjekke om alt var som det skulle være, og at de overholdt reglerne for valgplakater.
»Han synes ikke, han ser mig så mange steder, som han burde. Så han tager turen igen og tæller mine plakater, og han kan tælle til lige knap 100,« siger Hediye Temiz og fortsætter:
»Det første, jeg spørger om, er, om han er sikker, for jeg har næsten svært ved at tro på, det er sket. Men det er sket, og lokalformanden har meldt det til politiet.«
Hvorfor Hediye Temiz' valgplakater er blevet pillet ned, kan hun kun gisne om, men hun er sikker på, at det ikke er drengestreger, for det er et krævende arbejde at skulle pille så mange plakater ned.
»Det er ikke bare fem plakater, der er fjernet, men 50. Det er nok 30 lygtepæle. Det kræver en ret stor indsats. I hvert fald et par timers arbejde, og så vidt jeg ved, er der ikke andre kandidater i Albertslund, der har fået fjernet deres plakater.«
Selve motivet for tyveriet er hun dog noget mere usikker på:
»Måske der er nogen, der ikke er særlig glad for, at jeg rejser mig op og deltager i demokratiet. Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med, at jeg er kvinde, ung eller har en anden etnisk baggrund. Jeg tror i hvert fald ikke, det er drengestreger,« siger den 23-årige politiker.
Hvem der har gjort det, gider hun slet ikke tænke på, for det skaber uro, og egentlig vil hun helst bare fokusere på valget.
»Jeg har ingen anelse om, hvem det er, og jeg vil være ærlig at sige, at jeg har prøvet ikke at tænke over det, for så begynder man lige pludselig at tvivle på alt og alle, men jeg håber, politiet går videre med det, og hvis nogen har set noget, håber jeg, de henvender sig til politiet. Det er også derfor, jeg prøver at skabe bevågenhed over det på Facebook. Men nu vil jeg bare føre valgkamp,« siger Hediye Temiz.
Københavns Vestegns Politi bekræfter over for B.T., at politiet har modtaget en anmeldelse af episoden.