Hvis Venstre skal bryde over 100 års socialdemokratisk styre i Københavns Kommune, så er stemmeslugeren og serieiværksætteren Tommy Ahlers Venstres bedste bud.
Det er analysen fra Venstres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen, der mandag udkommer med bogen 'Om de fleste og om det meste'.
»Tættere på overborgmesterposten end Søren (Pind, red.) ved kommunalvalget i 2001 kommer Venstre ikke, med mindre nogen er snarrådige nok til at overtale Tommy Ahlers til at stille op næste gang,« skriver Løkke i bogen.
Over for B.T. uddyber Lars Løkke Rasmussen, at han netop ser Tommy Ahlers som manden, der kan vippe overborgmester Frank Jensen (S) af pinden.
Du synes, at Tommy Ahlers vil være en god borgmester?
»Ja, for fanden. Jeg håber, at der er nogen, som samler den op,« siger Løkke kortfattet, men er langt fra sikker på, at Ahlers er interesseret.
Tommy Ahlers var landskendt som en succesfuld serieiværksætter og investor, da Lars Løkke Rasmussen – til manges overraskelse – tilbød ham posten som uddannelses- og forskningsminister i 2018 efter Søren Pinds frivillige exit fra politik.
Ved folketingsvalget i 2019 stillede Tommy Ahlers op i København, hvor der i forvejen stod to tunge Venstre-folk i form af Jan E. Jørgensen og Martin Geertsen på stemmesedlen.

På forhånd så det ud til, at Venstre kun ville få to mandater i København, som de tre midaldrende mænd skulle kæmpe om.
Men da stemmerne var talt op, havde Tommy Alhers støvsuget hovedstaden for vælgere. 26.420 personlige stemmer – femteflest af alle opstillede kandidater i Danmark.
Dermed røg alle tre Venstre-løver ind i Folketinget, og Venstre fik et kanonvalg i København.
»Jeg håbede og troede selvfølgelig, at jeg ville komme ind. Men det her er jo helt vildt,« sagde Tommy Ahlers dagen efter sin personlige valgsucces.

Kun Mette Frederiksen, Pernille Skipper, Inger Støjberg og netop Lars Løkke Rasmussen selv fik flere stemmer end serieiværksætteren.
Men hvis Tommy Ahlers skal udfordre Frank Jensen som overborgmester, skal der et jordskredsvalg til.
Senest fik Venstre det dårligste kommunalvalg i København siden 1989, og de borgerlige partier sidder i dag kun på 13 ud af 55 mandater i Københavns Borgerrepræsentation.
B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Tommy Ahlers.


