Søndag eftermiddag gæstede Lars Løkke Rasmussen TV 2 News. Et interview, som kan have medvirket til at sætte den tidligere statsministers fremtid i dansk politik over styr.
I hvert fald, hvis man spørger B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup.
»Min vurdering er, at han hen over corona-månederne har fået opbygget goodwill i en del af den borgerlige lejr som manden, der er det og siger det, Ellemann ikke tør,« siger Henrik Qvortrup og tilføjer:
»Efter alt det, der er sket i dag, tror jeg dog, at han har sat det hele over styr. Folk bryder sig grundlæggende ikke om en selvretfærdig type, som giver den i rollen som indebrændt geni, hvis storhed verden ikke kan se.«
Folk bryder sig grundlæggende ikke om en selvretfærdig type, som giver den i rollen som indebrændt geni, hvis storhed verden ikke kan se.Henrik Qvortrup, politisk redaktør p B.T.
Med det henviser Qvortrup blandt andet til, at flere af Lars Løkke Rasmussens tidligere loyale støtter søndag var ude og vende ham ryggen.
Det skete i enslydende Facebook-opslag fra Troels Lund Poulsen og Lars Christian Lilleholt, hvori de blandt andet skriver: 'For os står Venstre over alt andet,' samt at de er 'kede af at se, at en tidligere formand og statsminister har så svært ved at give slip.'
»Hvis man ikke er lavet af sten – og det ved jeg, at Løkke ikke er – så gør det sindsygt ondt. Alligevel svarer han igen. Han er krigslysten og giver ikke op uden kamp,« siger Henrik Qvortrup.
I interviewet konfronterede TV 2's politiske redaktør, Troels Mylenberg, den tidligere statsminister med hans partifællers reaktioner ved at spørge, om han føler sig større end partiet.
Hertil svarede Løkke: »Du skal jo spørge dem, hvad de tror og tænker. De prøver alle at fastslå, at jeg hænger fast i fortiden. Men jeg ser det helt omvendt. Jeg har svært ved at slippe fremtiden.«
Men selv om Lars Løkke Rasmussen flere gange i løbet af interviewet understregede, at han ikke hænger fast i fortiden, mener Henrik Qvortrup, at han fremstod lige netop modsat – hævngerrig og selvretfærdig.
»Det appellerer ikke til de borgerlige vælgere. Så meget af den goodwill, han har bygget op, kan meget vel være gået fløjten,« siger Henrik Qvortrup.



