Var det en tilfældighed, eller var der tale om soleklar symbolik, da de 15 dannebrogsflag kraftfuldt blafrede i Lars Løkkes retning, da Venstre-formanden mandag formiddag trådte ud af sin pansrede BMW i Køge?

Havde søndagens sejr ved europaparlamentsvalget fået vinden til at vende?

Vende i Løkkes favør og nu endelig - set med politiske blå øjne - givet Venstre det rygstød, der skal til for at genvinde nøglerne til statsministeriet?

Indtil videre har Løkke og co. haft det svært, og valgkampens tre første uger har med et afvist bejleri til Socialdemokratiet og slinger i valsen på interne linjer langt fra sat et positivt aftryk i meningsmålingerne.

I samtlige målinger har Venstre blødt vælgere, og hullet op til Mette Frederiksen og rød blok i førertrøjen er stort set kun blevet større, som dagene er gået.

Men med vind i sejlene fra gårsdagens EP-sejr, som var Venstre største nogensinde, kunne man ane en Lars Løkke, der troede på, at momentum var klar til at flytte side.

I hvert fald havde det ifølge V-formanden selv højnet moralen, inden valgkampens sidste og - måske - afgørende fase.

»Jamen, sejren i går giver da god energi. Nu har mit energiniveau ikke fejlet noget, men der er jo tusindvis, der fører valgkamp for at sikre et godt valgresultat til Venstre. Og jeg er da helt sikker på, at de møder trætte op i dag, men på én og samme tid med ny energi,« sagde Lars Løkke til B.T og henviste til, at der var blevet festet godt efter EP-valgsejren.

»Tag den blå skovl«

Statsministerens besøg i Køge mandag var for at indvie byggearbejdet til et nyt højlager for dagligvarekæden Lidl.

Her skulle statsministeren sammen med en flok lokale børn tage de første spadestik i en til lejligheden bygget sandkasse.

Og her - få sekunder efter det hele var startet - var det lige ved at gå ‘galt’.

På vej op i kassen rakte Løkke ud efter en vilkårlig plastikskovl - måske i gul - inden en af Løkkes snarrådige rådgivere hurtigt kom ham til undsætning og fik afværget optrinnet:

»Nej nej, tag den blå skovl.«

Det gjorde Løkke, hvorefter han ufortrødent gik i gang med at grave.

Løkke som lagermedarbejder

Efter strabadserne fik Løkke en rundtur inde i selve lagerbygningen og skulle på et tidspunkt prøve kræfter med lagerarbejdet.

En opgave daglivarekædens topfolk beundrede og roste ham for, hvortil Lars Løkke med vanlig humor sagde:

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Kan jeg måske få et job her bagefter?«

Folk grinede.

Inden Løkke skulle videre ned i Køge by for at tage EP-plakater ned og i stedet hænge folketingsplakater op sammen med sønnen Bergur Løkke Rasmussen (V), som stillede op som kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre, nåede han at besvare lidt flere spørgsmål.

Og her understregede statsministeren med vanlig politisk forsigtighed, at han ikke turde sidestille eller lægge for meget i Venstres sejr ved EP-valget, når det gjaldt folketingsvalget.

FV19. Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte dagen efter Europa Parlamentsvalget Køge, hvor han blandt andet hængte plakater op sammen med sønnen Bergur.
FV19. Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte dagen efter Europa Parlamentsvalget Køge, hvor han blandt andet hængte plakater op sammen med sønnen Bergur. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg tror ikke, at man én til én kan overføre europaparlamentsvalget til folketingsvalget.«

»Derfor er det heller ikke sikkert, at fordi vi havde et godt valg i går, at vi får et godt valg den 5. juni,« sagde Løkke og fortsatte:

»Jeg kan bare sige som Venstres formand; man kan ikke tørre smilet af mit ansigt.«

»Vi er glade for at have leveret det bedste europaparlamentsvalg nogensinde.«