Frie Grønnes leder, Sikandar Siddique, har anklaget Laura Lindahl (K) for at udsætte ham for såkaldt »bodyshaming«.
Det er sket som reaktion på, at Lindahl har fortalt om en »grænseoverskridende« episode i B.T., som Sikandar Siddique udsatte hende for.
Nu svarer hun igen.
»Det er helt vildt, at Sikandar Siddique gør sig selv til et offer fremfor at tage ansvar for sine handlinger.«
Ifølge Laura Lindahl bankede Frie Grønnes leder løs på døren og kiggede ind af hendes vindue midt om natten, da de var på lederkursus i 2023. Desuden ringede han til hende 14 gange på under en halv time.
»Når jeg nævner, at der står en mand på 140 kilo uden for min dør, så er det ikke bodyshaming. Det er fordi, han er mig fysisk overlegen. Det er dét, der er med til at gøre situationen så utryg, men det forstår han nok ikke.«
Hun uddyber:
»Hvis jeg havde været Joachim B. Olsen (B.T.s debatredakøtør, red.), så havde jeg jo bare rejst mig og åbnet. For han ville med meget stor sandsynlighed ikke stå over for en, der var ham fysisk overlegen.«
»Men jeg ved jo godt, at jeg som kvinde, der vejer under 60 kilo, møder en fysisk overlegen mand. Og ja — det gør en forskel.«
Hvad frygter du, at der skulle være sket, hvis Sikandar Siddique var kommet ind?
»Det ved jeg ikke. Jeg nåede slet ikke at tænke så langt, og jeg vil helst ikke motivtolke i, hvad han var ude på. Jeg kan bare konstatere, at der stod en fysisk overlegen mand og bankede løs på min dør og kimede mig ned.«
Siddique afviser fortsat overfor B.T. at have banket på døren eller vinduer hos Lindahl.
Han medgiver dog, at de mange opkald kan have bidraget til, at hun følte sig utryg.
Laura Lindahl (K) er gået i frontalangreb på det hun kalder rene løgne fra Sikandar Siddique. Læs mere her på B.T.
