Lars Boje kræver svar: Mette F. skal grilles om statsborgerskab til sigtet for VM-dødsvold
Statsministeren ønsker ikke at svare på B.T.s spørgsmål. Nu vil Lars Boje have hende til at forklare sig i folketingssalen.

Statsministeren ønsker ikke at svare på B.T.s spørgsmål. Nu vil Lars Boje have hende til at forklare sig i folketingssalen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skal udfrittes om, hvorfor hun stemte for, at den sigtede med afrikansk baggrund i sagen om VM-dødsvold på Islands Brygge fik dansk statsborgerskab for år tilbage.
Sådan lyder det fra Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti, der oplyser til B.T., at han vil afkræve svar fra statsministeren til næste spørgetime i folketingssalen.

»Alt for længe har politikerne kunne slå sig op på de sociale medier på at ville beskytte Danmark, alt imens de fører en politik i Folketinget, som ødelægger Danmark,« siger han.
Tirsdag kunne B.T. afsløre på baggrund af en aktindsigt fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, at Mette Frederiksen selv var med til at give den sigtede dansk pas. Og det på trods af at hun selv efter dødsvolden på Islands Brygge advarede mod indvandring og den kriminalitet, der følger med.
Den sigtede fik nemlig tildelt statsborgerskab som biperson for år tilbage som følge af et lovforslag om indfødsret, som Mette Frederiksen stemte for i Folketingssalen.
Udover Mette Frederiksen stemte adskillige politikere fra blå partier, heriblandt Dansk Folkeparti, også for lovforslaget, der gav mere end tusinde udlændinge dansk pas.
Der er nedlagt navneforbud i sagen, hvorfor B.T. på nuværende tidspunkt ikke kommer detaljerne ved tildelingen af statsborgerskabet nærmere.
B.T. har spurgt Mette Frederiksen, hvad hun tænker om, at hun selv var med til at trykke på den knap, der gav den pågældende person et rødbedefarvet pas.
Hun har ikke ønsket at udtale sig eller svare på spørgsmålet – men ifølge Lars Boje skal hun ikke have lov til at slippe afsted med at stikke hovedet i sandet:
»Det kan godt være, at statsministeren ikke ønsker at svare B.T., men B.T. burde få svar. Danskerne burde få svar, og derfor vil Borgernes Parti på vegne af danskerne kræve svar fra statsministeren ved næste spørgetime, om hun fortryder, hvad hun stemte.«

I et opslag på de sociale medier koblede statsminister Mette Frederiksen (S) selv sagen, hvor en 32-årig svensk familiefar mistede livet, sammen med udlændingepolitik:
»Jeg tror også, at mange deler en dyb vrede over et typisk mønster. At der generelt er alt for meget kriminalitet, der bliver begået af folk, der er kommet til Danmark udefra.«
Mette Frederiksen fortsatte:
»Sorgen skal have plads. Det samme skal den nødvendige samtale om, hvordan vi bedre passer på vores land og på de gæster, vi gerne vil byde velkommen.«
Udover at være sigtet i sagen på Islands Brygge har den 31-årige også voldtægter og et drabsforsøg på samvittigheden.
Det har fået flere til at undre sig over, hvorfor han ikke er blevet udvist fra Danmark.
Men eftersom vedkommende er dansk statsborger, så står blandt andet statsborgerretskonventionen i vejen. Det har juraprofessor Jørn Vestergaard tidligere forklaret.
Læs mere HER.