EU-parlamentariker Anders Vistisen (DF) tog i den grad bladet fra mundet, da han fastslog, at Grønland ikke er til salg, og i kulørte vendinger ellers bad USAs præsident Donald Trump om at skrubbe af. 

Udfaldet faldt fra talerstolen i Strasbourg og er bestemt ikke gået ubemærket hen. 

Hverken i den store verden eller på Christiansborgs gange, hvor Socialdemokratiets politiske ordfører nu reagerer. 

»Vistisens måde at tale på viser vist meget klart, at han ikke har ansvaret for noget som helst. Og det er nok meget godt,« lyder den hårde dom fra S-profilen Christian Rabjerg Madsen.

Det var tirsdag, at Anders Vistisen i forbindelse med Trumps ønsker om at få kontrol over Grønland sagde sådan her: 

»Kære præsident Trump, lyt omhyggeligt: Grønland har været dansk i 800 år. Det er en integreret del af vores land. Det er ikke til salg,« lød det fra Vistisen, der tilføjede:

»Lad mig sige det i en sætning, som du forstår: 'Mr. Trump, fuck off'.« 

Se øjeblikket herunder:

Ifølge Socialdemokratiets politiske ordfører siger udmeldingen ligefrem en del om manden bag. 

»Vistisen er den type politiker, der egner sig væsentlig bedre til sociale medier, end til beslutninger der faktisk betyder noget for mange mennesker. På den måde minder han en del om sin partileder Morten Messerschmidt,« mener Christian Rabjerg Madsen. 

Men er det ikke godt, at en politiker fra Danmark siger klart fra, nu når Mette Frederiksen hele tiden skyder den til hjørne og siger, det er op til grønlænderne?

»Den danske position har hele tiden været krystal klar. Vi ligger helt op af Grønlands landsstyre, der klart har sagt, at Grønland ikke er til salg.«

Til B.T siger Anders Vistisen, at han da givetvis godt kunne have brugt et andet ordvalg, men at han finder diskussionen tangerende til det latterlige.

»Trump er kendt for at være en mand, der siger tingene direkte. Skulle man på en eller anden måde beskytte hans følelser, når han selv har kaldt Mette Frederiksen for 'nasty'? Det er jo tragikomisk,« siger Vistisen med henvisning til en tidligere fejde mellem Trump og Frederiksen i 2019. 

Her sagde Mette Frederiksen, at Trumps idé om at købe Grønland var »absurd«. Til det svarede Trump, at det var en »nasty« kommentar fra Mette Frederiksen. 

DF-politikeren har i det hele taget ikke meget andet end hovedrusten tilovers for Rabjergs Madsens kritik. 

»Det er den socialdemokratiske panik, der har bredt sig i forhold til deres amatørisme i grønlandsspørgsmålet. De er gået i fuld corona-mode, hvor man er landsforræder, hvis man ikke er helt enig med regeringen,« siger han og fortsætter:

»Det er dem, der har sovet i timen, og hvis der er nogen, der har svigtet danske interesser, så er det dem.«

Husk at du kan følge de seneste reaktioner på Donald Trumps indsættelse som præsident i B.T.s liveblog – lige HER.