Det er ikke gået ubemærket hen ude i den store verden, at den danske EU-parlamentariker Anders Vistisen (DF) har sagt »fuck off« til Donald Trump.

Heller ikke i USA.

I den nytiltrådte præsidents hjemland skriver Huffington Post eksempelvis, at danskeren »ikke holdt sig tilbage, da han kom med en offentlig besked til præsident Donald Trump«.

Hos NBC News blev optrinet både bemærket i en videoartikel og i en liveblog.

Det var tirsdag, at Anders Vistisen – på engelsk forstås – kom med udtalelsen fra talerstolen i Strasbourg i forbindelse med den nytiltrådte præsidents ønsker om at få kontrol over Grønland.

Her lød det:

»Kære præsident Trump, lyt omhyggeligt: Grønland har været dansk i 800 år. Det er en integreret del af vores land. Det er ikke til salg,« sagde Anders Vistisen:

»Lad mig sige det i en sætning, som du forstår: 'Mr. Trump, fuck off'.«  Se det herunder

En lang række andre medier har omtalt, hvad der blevet sagt.

Det har det store internationale nyhedsbureau Reuters samt verdensomspændende Daily Mail.

Også 9News i Australien har fået danskeren med i nyhedsdækningen.

I Sverige er det over det hele, hos både AftonbladetTV4 og Expressen. Eksempelvis.

Norske Nettavisen har det også med. Det samme har ungarske HVG.

Donald Trump nævnte ikke Grønland i sin store tale, da han mandag tiltrådte som amerikanske præsident, men det skete senere på dagen.

»Grønland er et vidunderligt sted. Vi har brug for det for international sikkerhed. Jeg er sikker på, at Danmark nok skal indordne sig,« sagde han blandt andet:

»Grønland er ikke en nødvendighed for os, men for international sikkerhed. Der er russiske skibe over det hele, vi har kinesiske både over det hele – krigsskibe. Og de kan ikke vedligeholde det.«

Donald Trump har efter sin tiltrædelse igen nævnt dem amerikanske interesse i Grønland.
Donald Trump har efter sin tiltrædelse igen nævnt dem amerikanske interesse i Grønland. Aaron Schwartz/EPA/Ritzau Scanpix

Den danske regering har tidligere kritiseret flere partier som Dansk Folkeparti for deres ageren i forhold til Grønland og opfordret til, at man står sammen i dansk politik og taler med én stemme om det ømtålelige emne.

Anders Vistisen fik i øvrigt efterfølgende en reprimande fra formandsstolen for sit bramfri sprogbrug.

»Det udtryk, du brugte, er ikke tilladt i dette hus, og der vil være konsekvenser for at have brugt det. Det er ikke o.k. i demokratiets hus,« sagde den rumænske vicepræsident for Europa-Parlamentet Nicolae Stefanuta:

»Uanset, hvad vi mener om Donald Trump, så er det ikke acceptabelt at bruge det ordvalg.«