Dansk Folkeparti er blevet mere end halveret ved kommunalvalget, og formanden er nu klar til at gå.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl vil trække sig som formand for partiet ved et ekstraordinært årsmøde, som han har anmodet hovedbestyrelsen om at indkalde til.

Det siger han, efter at han har talt med folketingsgruppen på et gruppemøde.

Ved tirsdagens kommunalvalg blev partiet mere end halveret. Og det er årsag til, at Kristian Thulesen Dahl mener, at partiet nu skal have ny formand.

Det er op til hovedbestyrelsen af beslutte, om der skal indkaldes til ekstraordinært årsmøde.

Adspurgt om han er lettet over beslutningen, svarer Kristian Thulesen Dahl.

- Nej, men jeg er afklaret.

/ritzau/