Finansminister Kristian Jensens (V) far, Jens Erik Jensen, er død, 78 år gammel.

'Et langt og aktivt liv er slut,' skriver Kristian Jensen i et opslag på Facebook.

Jens Erik Jensen, der havde en baggrund som friskolelærer, døde efter længere tids sygdom med blandt andet kræft og til sidst en blodprop i hjernen.

Trods svækkelsen som følge af sygdommen holdt han sig i gang, fortæller Kristian Jensen.

'Lige til det sidste var han i gang med at planlægge valgmenighedens generalforsamling, børnebørnenes gymnastikopvisninger og forårets opgaver. Min far var en klippe af ro og en inspiration for andre.'

Jens Erik Jensen var i det hele taget aktiv i lokalsamfundet og var sammen med andre frivillige kræfter med til at bygge Bøvlingbjerg Hallen, ligesom han var aktiv i byens valgmenighed.

Kristian Jensen har tidligere fortalt, at det var hans mor, Ellen, der førte ordet derhjemme.

Faren var en ordknap mand, og han var ikke 'stolt' over sin søn - han var 'meget tilfreds' med ham, fortalte Kristian Jensen i et interview med B.T. for tre år siden.

»Min far kunne jeg sagtens være meget tavs sammen med. Vi kunne gå lange ture ved Vesterhavet, uden at vi vekslede ret mange ord. Det gjorde jeg med min mor, og det savner jeg,« fortalte han dengang.

Det er i dag over ti år siden, moren døde af kræft, og dengang lagde han ikke skjul på, at det påvirkede ham.

»Jeg tror aldrig, at jeg kommer mig rigtig over det, men jeg er blevet opmærksom på, at jeg ikke er udødelig. Og hvis jeg skal nå det, jeg gerne vil, så skal jeg gøre det nu, bruge tiden bedst muligt,« lød det dengang fra Kristian Jensen.

Jens Erik Jensen begraves fredag.