Kristian Jensen (V) fik sit liv vendt på hovedet, da han i sommer blev underigsminister. Det var ikke, hvad han havde regnet med. Og det har sine konsekvenser: Nu kan han ikke følge med i sine børns hverdag.

Vi er langt fra Christiansborg, den daglige politiske trummerum og det liv, 44-årige Kristian Jensen for få måneder siden levede.

Nu tilbringer han nat efter nat på hotelværelser verden over - langt væk fra konen og de tre drenge, hvis daglige liv han har opgivet at følge med i.

Adspurgt hvordan han definerer sig selv, svarer han ‘som far, ægtemand og politiker. I den rækkefølge.’ Men når man ser på, hvordan han bruger tiden, kommer børnene og konen sidst:

»Jeg håber, at min børn tilgiver mig for de valg, jeg har truffet på deres vegne. Jeg træffer valg ud fra en konkret vurdering hver gang. Det ender bare næsten hver gang med, at jeg bruger min tid på politik. Men jeg ved ikke, hvordan mine børn om 30 år vil dømme mig,« siger Kristian Jensen.

LÆS HELE DET PERSONLIGE INTERVIEW I BT PLUS, HVOR UDENRIGSMINISTER KRISTIAN JENSEN FORTÆLLER OM ALTID AT BLIVE KALDT KEDELIG, TANKERNE OM MINISTERJOBBET OG DEN JYSKE BAGGRUND.

Abonnement på PLUS koster 29 kr. pr. måned - første måned gratis (uden binding) - og giver adgang til tusindvis af artikler, longreads og guides. God fornøjelse!


"Der er åbenbart en bås til mig, der hedder, at jeg skal være kedelig"

Den hvide, pansrede Toyota Landcrusier glider hen over de hullede ukrainske landeveje og zig-zagger sig gennem checkpoints, hvor soldater med kalashnikov-geværer står vagt og følger vognen med øjnene. Bag de skudsikre ruder sidder udenrigsminister og Venstres næstformand Kristian Jensen.

»Nu begynder det at blive lidt skarpt,« siger han, der er klædt i Fjällrävs-bukser, skjorte og lyseblå pullover.

Vi er i det konfliktramte, østlige Ukraine. Vi er langt fra Christiansborg, den daglige politiske trummerum og det liv, 44-årige Kristian Jensen for få måneder siden levede.

Fremover har han, anslår han selv, ca. 160 rejsedage om året. Nu møder han præsidenter, parlamentsmedlemmer og taler med nødhjælpsarbejdere og ngo’er. Han tilbringer nat efter nat på hotelværelser verden over - langt væk fra konen og de tre drenge, hvis daglige liv han har opgivet at følge med i.

Udenrigsminister Kristian Jensen på vej til Ukrainen. Flyvetiden bruges til at arbejde på iPad'en (Foto: Bax Lindhardt/ Scanpix)
Udenrigsminister Kristian Jensen på vej til Ukrainen. Flyvetiden bruges til at arbejde på iPad'en (Foto: Bax Lindhardt/ Scanpix)
Vis mere

Sådan er det blevet, efter at han blev udnævnt til udenrigsminister i sommer. Og det var ikke, hvad han havde regnet med, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede sin plan.

»Han sagde, at han havde kigget på kortene, og at han gerne ville have mig til at være udenrigsminister. Så var jeg en smule tavs. Mine tanker havde været andre steder. Jeg troede egentlig, at der var andre, der stod til den post,« siger Kristian Jensen.

Hvad havde du regnet med?

»Det holder jeg for mig selv og min dagbog. Men det var en kort salgstale, fordi jeg ret hurtigt var overbevist om, at jeg skulle sige ja,« siger udenrigsministeren.

Han er ‘glad’ for sit nye job, men der er også dem, der peger på, at Kristian Jensen nu er så meget ude af landet, at han er ved at blive kørt ud på et sidespor. Som næstformand er han, ifølge Venstre-tradition, den naturlige efterfølger, men nu er andre måske ved at køre sig selv i stilling, måske bliver arvefølgen brudt.

Kristian Jensen og den danske ambassadør Christian Dons Christensen er til møde med Ukraines premiereminister Arsenity Yatsenyuk og Nataliia Galibarenko der er viceudenrigsminister.
Kristian Jensen og den danske ambassadør Christian Dons Christensen er til møde med Ukraines premiereminister Arsenity Yatsenyuk og Nataliia Galibarenko der er viceudenrigsminister.
Vis mere

Spekulationerne om hans fremtid og position kommer efter, at kommentatorer, meningsdannere og anonyme partifæller igennem længere tid har fortalt, at Kristian Jensen ofte har stået isoleret i toppen af partiet, at han mange gange ikke er blevet inddraget i væsentlige beslutninger, og at han ikke har dét, der skal til for at stryge helt til tops.

Venstre-kilder siger, at Kristian Jensens styrke er, at han ‘er ihærdig’, men han kan også være ‘klodset’, ligesom han heller ikke er ‘særlig taktisk’. ‘Mod’ mangler han også, hvilket formandskrisen sidste år - efter afsløringen af Løkkes tøjsag - for nogle er beviset på. Her kunne Jensen have ‘taget magten’ fra Løkke.

I top-politik er det et ‘arbejdsvilkår,’ at selv folk med samme partifarve taler dårligt om en. Men det skal man ikke være ‘frustreret over’, mener Kristian Jensen. I hvert fald ikke offentligt, skal det senere vise sig.

Mobbeoffer

Kristian Jensen blev født på Fyn, men flyttede som fire-årig med familien til Bøvlingbjerg, syd for Lemvig og nord for Ringkøbing i Vestjylland. Han kalder det et ‘bondesamfund’, hvor ‘enhver svarer sit, og alligevel hjalp man altid hinanden’.

Forældrene var friskolelærere, og ved køkkenbordet, hvor Kristian Jensens mor drak kaffe og røg cigaretter, blev der talt om ‘samfundsforhold’. Her fik husets tre sønner også at vide, at ‘ingen kunne gå ind’ i deres hoveder, at ‘man skulle sige sin mening’. Drengene lærte også, at ‘man begynder med at prøve selv - og hvis man ikke kan løfte opgaven selv, så står der et frivilligt fællesskab klar til at hjælpe’.

Fællesskabet i Bøvlingbjerg blev udfordret, da Kristian Jensen kom i skole.

»Min storebror faldt ret hurtigt til og ændrede sprog fra fynsk til vestjysk. Det gjorde jeg ikke. Jeg talte fynsk, når alle andre talte vestjysk. Så kan man nemt blive et mobbeoffer de første år. Det holdt op, fordi vi kun var seks elever i klassen, og de andre også skulle have nogle at lege med. Men jeg kan huske, at jeg skulle forsøge enten at lyde som dem, eller også skulle jeg lyde som mig selv,« siger Kristian Jensen, der valgte det sidste, og som får det til at lyde som en politisk beslutning, der lå lige for.

Det var hans mor Ellen Jensen, der førte ordet i barndomshjemmet. Hans far Jens Erik Jensen, var og er en ordknap mand, der heller ikke er ‘stolt’ over at have en søn, der er udenrigsminister. Hans far er ‘meget tilfreds’, forklarer Kristian Jensen selv.

»Min far kunne jeg sagtens være meget tavs sammen med. Vi kunne gå lange ture ved Vesterhavet, uden at vi vekslede ret mange ord. Det gjorde jeg med min mor, og det savner jeg,« siger han.

Det er syv år siden, at hun døde af kræft og hjerteproblemer. Når han kommer hjem, håber han stadig, at hun sidder ‘på stolen med en kop kaffe og en grøn Cecil i hånden.’

Ikke udødelig

Hvordan har hendes død påvirket dig?

»Jeg tror aldrig, at jeg kommer mig rigtig over det, men jeg er blevet opmærksom på, at jeg ikke er udødelig. Og hvis jeg skal nå det, jeg gerne vil, så skal jeg gøre det nu, bruge tiden bedst muligt,« siger Kristian Jensen.

Interessen for politik blev for alvor vakt i 1980’erne, da han gik på Bjergsnæs Idrætsefterskole ved Viborg. I de år stod det totalitære Sovjetunionen og den frie verden over for hinanden, og der blev på halvandet år udskrevet to folketingsvalg, bl.a. det såkaldte Nato-valg i 1988. På skolen fulgte unge Kristian Jensen tanken om at ‘tage ansvar’, og han lærte at ‘holde tale for mange mennesker’. Samtidig ‘provokerede’ forstanderen og lærerne skolens elever til at ‘tage stilling til verden’.

Kristian Jensens folketingskollega Thomas Jensen (S) gik en klasse over den nuværende V-næstformand og husker ham som en dreng, der ‘sagde sin mening’.

»Han var også meget fokuseret på gymnastikken og gik op i at have en sund sjæl i et sundt legeme. Han havde de grundlæggende Venstre-værdier med sig, og han vidste, hvor han kom fra,« siger Thomas Jensen.

Har han forandret sig?

»Han har stadig begge ben på jorden. Det er ikke alle politikere, der har det. Og hvis alle Venstre-mænd huskede, hvor de kom fra og hvilke værdier, man skal efterleve, så ville Venstre være et andet sted i dag,« siger S-politikeren.

Kristian Jensen meldte sig ind i Venstres Ungdom og var formand fra 1995 til 1997. Året efter, i 1998, blev den bankuddannede Jensen første gang valgt til Folketinget, og i 2004 blev han af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udnævnt til skatteminister.

Tirsdag 12. september begyndte med en løbetur kl. 6.30. 28 minutter og ca. seks kilometer senere strækker udenrigsministeren ud foran hotellet i Kiev. Kristian Jensen begynder gerne dagen med en løbetur. På den måde får han også set lidt af de byer, han besøger. Efter et bad fortsatte dagen med møder med den danske ambassadør, lokale ngo’er, ministre, parlamentsmedlemmer, inden han om gav interview til pressen og spiste middag med danske erhvervsfolk.
Tirsdag 12. september begyndte med en løbetur kl. 6.30. 28 minutter og ca. seks kilometer senere strækker udenrigsministeren ud foran hotellet i Kiev. Kristian Jensen begynder gerne dagen med en løbetur. På den måde får han også set lidt af de byer, han besøger. Efter et bad fortsatte dagen med møder med den danske ambassadør, lokale ngo’er, ministre, parlamentsmedlemmer, inden han om gav interview til pressen og spiste middag med danske erhvervsfolk.
Vis mere

Træt, men korrekt

Klokken 04.45 står Kristian Jensen klar i lobbyen på Hotel Opera i den ukrainske hovedstad Kiev. Der er først afgang mod den østlige del af landet kl. fem, men Kristian Jensen er en mand, der hader at komme for sent. Eller uforberedt.

I lobbyen denne morgen står han oprejst, mens nogle af de diplomater og embedsfolk, der følger ham, sidder i sofaerne.

Solen er ikke stået op, men han ved, hvad der står i de danske aviser på dagen, hvor han skal tale med danske observatører nær kontaktlinjen, møde lokale politikere og pressen, inden han om sidst på eftermiddagen flyver til Jylland, hvor han skal deltage i et lokalt Venstre-arrangement. Først derefter sætter han kursen mod sit hjem og sin familie.

Og mens de ellers så korrekte diplomater og embedsfolk i løbet af dagen viser træthedstegn, og stemningen bliver mere løssluppen, bevarer Kristian Jensen ordentligheden og korrektheden. Han går dagen igennem med rank ryg og raske skridt, giver faste håndtryk og kigger dem han møder i øjnene. Eneste tegn på træthed er, at hans kinder bliver røde, og han begynder at lege med sin vielsesring, mens han lytter og stiller spørgsmål.

Ministeren, den danske ambassadør i Ukraine Cristian Dons Christensen, observatører fra OSCE og et større opbud af livvagter besøger et ødelagt hospital, på det sted der dannede frontlinie
Ministeren, den danske ambassadør i Ukraine Cristian Dons Christensen, observatører fra OSCE og et større opbud af livvagter besøger et ødelagt hospital, på det sted der dannede frontlinie
Vis mere

Minder om Anders Fogh

Det virker helt ‘Fogh’sk’, nærmest maskinelt. Han siger, at han har ‘lært meget af Anders’, inden han skynder sig at tilføje: ‘Men også af Uffe og Lars.’

Men det er lighederne mellem Kristian Jensen og Anders Fogh Rasmussen, der er slående: De er begge fra husmandshjem i små jyske byer, de har været VU-formænd, de har en fortid som skatteministre, de er habile løbere.

Du bliver kaldt ‘Fogh plus moms’?

»Ja... Det er jo bare et øgenavn. Dem er der mange af. Og det siges også, at jeg er kedelig.«

Og ufolkelig...

»At være folkelig er for mig at deltage i et frivilligt, forpligtende fællesskab. Jeg har været hjælpetræner på min søns gymnastikhold, jeg er frivillig FDF-leder i sommerferien, hvor jeg er med på lejrene. Jeg har været med til det store DGI-stævne i Esbjerg. Og så siger folk, at jeg ikke er folkelig? Det er som om, at folkelig er noget med at være i Bakkens Hvile og være Morten Messerschmidt-agtig. Jeg mener nu, at folkelig er at være der, hvor folket er. Og jeg tror, at der er en langt større grad af folkelighed i det Jylland, jeg kommer ud af, end der er blandt dem, der sidder på hvidvins-barerne i København,« siger Kristian Jensen.

Han hæver stemmen. Slår ud med armen.

»Folk må kunne lide mig eller lade være. Hvis jeg begyndte at lave om på mig selv, ville jeg risikere at miste det, jeg kan, uden at få fat i det, jeg i nogles øjne ikke kan,« siger han.

Men hvorfor siger folk sådan om dig?

»Jeg synes, at man i mange portrætter presser folk ind i bestemte båse på forhånd. Der er åbenbart en bås til mig, der hedder, at jeg skal være kedelig. Det synes jeg ikke selv, at jeg er,« siger Kristian Jensen og nævner, at han er med i en ’drik-bajer-klub’.

Senere siger han, at han ’forsøger at holde liv i den indre drengerøv.’ Det er bare som om, at det ikke er slået igennem i offentligheden, hvor han ofte fremstår lidt stiv, ligesom det var tilfældet, da han i 2010 deltog i TV2-underholdnings-programmet Vild Med Dans. I bilen bemærker han med tilfredshed, at han scorer højt i ’troværdighed’ og ’saglighed’.

Efter det højdramatiske og mange timer lange 3. juni-møde mødte Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen presse i Odense. Foto: Scanpix
Efter det højdramatiske og mange timer lange 3. juni-møde mødte Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen presse i Odense. Foto: Scanpix
Vis mere

Kamp mod korruption

Han kigger ud ad Toyota Landcruiserens skudsikre rude. De gullige marker står så langt, øjet rækker. Med sig til Ukraine har han 60 mio. kr. til et program, der bl.a. skal bidrage til kampen mod den udbredte korruption, 10 mio. kr., der skal gå til nødhjælp samt tre mio. kr. til OSCEs overvågningsmission.

Han kigger på sin mobil. Via den kan han følge med i, hvad der sker på Christiansborg, men han er på afstand af det. Dog afviser han, at han er - eller har været - ‘isoleret’ i toppen af Venstre, som det har været beskrevet.

»Der må være nogle, der har en interesse i at sige det, for jeg oplever det ikke selv,« siger han.

Andet ville også være en utrolig erkendelse, men billedet af ham som værende alene bliver ofte tilføjet ny maling. Som når regeringen, som Venstre lovede under valgkampen, ansætter en ikke-politiker til at ‘forestå en udredning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik’, så bliver det udlagt, som at Løkke placerer en ‘spion’ tæt på ham.

Og det går ham nok også mere på, end han umiddelbart vil indrømme, når pressen skriver, at han er blevet ‘ydmyget’. Toppolitik er somme tider som et blodigt spil, hvor kampen om magten er ubarmhjertig og hvor ens venner kan blive ens fjender.

Kristian Jensen har også sine knive i skuffen. Men den slags taler man ikke højt om, ligesom man heller ikke viser, når det politiske spil og pressens behandling gør ondt.

Fortrolig med SF-formand

SFs formand Pia Olsen Dyhr har kendt Kristian Jensen, siden de i midten af 1990’erne var formænd for deres partiers ungdomsorganisationer. I dag er de fortrolige:

»Hvad pressen skriver om en, kan man ikke gøre noget ved. Man kan blive vred, ked af det og provokeret, men hvis man lufter det over for pressen, så er man først en taber. Derfor bruger man venner til at sige, at måske er virkeligheden anderledes,« siger hun.

Sådan bruger Kristian Jensen også dig?

»Ja, det gør han,« siger Pia Olsen Dyhr.

Da Venstre var i opløsning sidste år, gik Kristian Jensen også til SF-formanden. Formandskrisen var ikke kun et spørgsmål om tøj til 152.000 kr. Det var et sammenstød mellem to verdener, mellem Løkke og Jensen, der nok er i samme parti, men som lever to vidt forskellige liv. Den ene sover i telt med spejdere, den anden tager til vinsmagning, den ene bor i Vestjylland, den anden i Nyhavn i København K.

»Jeg har hørt meget om de dage med Løkke, som jeg aldrig vil sige offentligt, men som Kristian og jeg har vendt. Det, tror jeg, har været nyttigt for ham. I andre situationer har det været nyttigt for mig at kunne gå til ham,« siger Pia Olsen Dyhr.

Hun fortsætter:

»Der er ingen tvivl om, at efter det forløb, som Kristian har været igennem, er der mange, som har meget travlt med at spinne deres udlægninger af det. Og også påvirke journalisternes syn på Kristian Jensen. Jeg oplever bestemt, at han både vil Venstre det godt, og at han er opmærksom på, hvad det betyder for hans egen position. Han er hverken naiv, dum eller godtroende,« siger Pia Olsen Dyhr.

Ingen af de to toppolitikere ønsker at gå dybere ind i, hvad der præcis er blevet sagt under deres samtaler. Men Kristian Jensen understreger, at det ikke har været interne Venstre-overvejelser, men hans private tanker:

»Da bølgerne gik højt i SF, havde jeg en skulder, hun kunne læne sig op ad. Og de gange, hvor det har været op ad bakke for Venstre, så havde hun et øre, jeg kunne bruge til at fortælle, hvordan jeg havde det, mens alle de ting foregik,« siger Kristian Jensen.

Hvad har du lært af 3. juni-mødet?

»Det har givet mig anledning til at gøre nogle prioriteter klar i forhold til mig selv, nemlig om man skal sætte sig selv eller sit parti højest. Det er en grundlæggende værdi fra min opvækst, at når man er en del af et fællesskab, så skal man sørge for, at fællesskabet fungerer. Når jeg kigger rundt i Venstre, i organisationen, i ledelsen, i folketingsgruppen og på forholdet mellem Lars og mig, så har vi langt hen ad vejen lagt 3. juni bag os.«

Langt hen ad vejen?

»Besserwissere og andre Kloge Åge-kommentatorer vender tilbage til det. Der er skrevet bøger om aftalen i kælderen og andre fiktive udlægninger af, hvad der er foregået. Internt i vores arbejdsform er det lagt bag os,” siger Kristian Jensen.

Lokal livsforsikring

Du har de seneste år besøgt alle jeres lokalforeninger, og dit forhold til baglandet bliver beskrevet som en ‘livsforsikring’. Altså det, der skal bringe dig til tops, fordi netværket og alliancerne halter på Christiansborg?

»Jeg ser det som en nødvendighed for at kunne udføre arbejdet som næstformand. Og når jeg kender dem, så kender de også mig. Det kan være nyttigt på et senere tidspunkt. Men lige nu og her er det ikke for at tegne en livsforsikring,« siger Kristian Jensen, der siger, at det ‘vil være naivt at tro’, at han som udenrigsminister ‘kan have lige så mange lokalbesøg som tidligere.’

Men det er vigtigt for ham at bevare kontakten til dem, der kan sikre ham magten:

»Så ændrer vi måden at gøre det på. Vi laver nogle større møder, hvor flere foreninger kan komme.«

Nogle af de første reaktioner på din udnævnelse gik på, at det var smart af Løkke, for så kom du ud af landet?

»Det er sandt, at jeg er meget ude. Men for at være en komplet politiker skal man vide noget om det hele. Det her er også en mulighed for at komme væk fra ham, der har udstråling som ‘et regneark’,« siger Kristian Jensen, der ikke lægger ikke skjul på, at han ’er i politik for magtens skyld.’

»Jeg ved også, hvor den mest centrale position er. I Statsministeriet.«

Han overvejer sine ord, inden han siger:

»Et karaktertræk, der måske er væsentligt ved mig, er, at jeg løber maraton en gang imellem. Der skal man ikke være bekymret for, hvem der løber hurtigst efter fem eller 10 km. Jeg har nu været i Folketinget i 17 år, jeg er 44 år gammel. Jeg har ikke tænkt mig at stoppe tidligt, og jeg vil gerne sige - og det kan være både en trussel og et løfte - I kommer ikke til at glemme mig i Danmark.«

Kristian Jensen vil som udenrigsminister forsøge at være ‘mere direkte’, når han mødes med præsidenter og premierministre. Men i Ukraine er det tydeligt, at han også er blevet hvirvlet ind i diplomatiets sprog, hvor det er ‘en ære af at møde’ parlamentsmedlemmer, som han også ‘takker for at have afsat tid’.

Det er som en uendelig strøm af høflighedsfraser, der går tværs over bordet. Når ukrainerne taler, sidder den danske minister med et stenansigt, mens han tager noter. Som han sidder der, flankeret af sine embedsmænd og ambassadefolk, kan det være svært at skelne mellem embedsmanden og politikeren.

Udenrigsminister Kristian Jensen på besøg i Ukraine. Kristian Jensen har et stramt program uden pauser. Her er han fotograferet i en pause, hvor han drikker en cola, mens han følger med flygtningesituationen i Europa. (Foto: Bax Lindhardt/ Scanpix)
Udenrigsminister Kristian Jensen på besøg i Ukraine. Kristian Jensen har et stramt program uden pauser. Her er han fotograferet i en pause, hvor han drikker en cola, mens han følger med flygtningesituationen i Europa. (Foto: Bax Lindhardt/ Scanpix) Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Langt fra Christiansborg

Men sådan er det i en formel og højtidelig verden, hvor man kan fornærme den, man er gæst hos, hvis man kalder ham ‘sir’ og ikke ‘his excellence.’ Måske er der mere saft og kraft i ordvekslingen, når dørene er lukkede, men Kristian Jensen erkender, at der er en ‘mega forskel’ på at være her og at sidde på Christiansborg, der her mellem militære checkpoints, nødhjælpsarbejdere, diplomater og ukrainske ministre er langt væk. Det samme er familien i Lind ved Herning, hvor hans kone Trine og de tre drenge bor. Og det har konsekvenser at have 160 rejsedage om året.

»Jeg savner at følge med i mine børns skolegang. Det er noget af det hårdeste. Når jeg kommer hjem, skal jeg begynde forfra med, hvordan det går i klassen osv. Og jeg har ingen anelse om, hvordan det går i forhold til drengenes fodboldhold,« siger han.

Hvordan træffer man en beslutning, der fører til sådan en situation - mange vil jo sige, at det er noget af det vigtigste?

»Det er det også. De sidste tre år, hvor Venstre ikke sad i regering, prioriterede jeg netop dét. Jeg er selv tidligere gymnast, og derfor var mine fredage hellige, fordi jeg skulle hjem og træne med drengene. Det var min måde at kompensere for alle de gange, jeg har været væk. Dengang anede jeg heller ikke, at jeg ville blive udenrigsminister. Men det har været vigtigt for mig at bygge op til, at jeg kunne slide på noget goodwill,« siger Kristian Jensen.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix)
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix)
Vis mere

Håber på tilgivelse

Vi taler om, hvad der gør én til et helt menneske. Følelsen ramte ham, da han i 2001 blev far for første gang.

»Der er noget af mig, som lever videre, der er en kæde, der fortsætter. Og det har betydet noget for mig,« siger han.

Adspurgt hvordan han definerer sig selv, svarer han ‘som far, ægtemand og politiker. I den rækkefølge.’ Men ofte kommer børnene og konen efter jobbet:

»Jeg håber, at mine børn tilgiver mig for de valg, jeg har truffet på deres vegne. Jeg træffer valg ud fra en konkret vurdering hver gang. Det ender bare næsten hver gang med, at jeg bruger min tid på politik. Men jeg ved ikke, hvordan mine børn om 30 år vil dømme mig,« siger han, der håber at blive husket som en, ’der gjorde en forskel’.

Hvornår synes du, at du er en succes?

»Det gjorde jeg, da jeg blev valgt til Folketinget, det gjorde jeg, da jeg blev gift - og da jeg blev far. Jeg synes egentlig - og det er et meget stort ord for en mand, der er vokset op i Bøvlingbjerg - at jeg er en succes. Men det betyder ikke, at jeg er færdig med at have ambitioner,« siger Kristian Jensen.

Han, der måske bliver Venstres næste formand, tilføjer:

»Men jeg sidder altså ikke her og planlægger mit næste job.«

Måske er det sandt. Måske er det blot politiker-snak. Han smiler skævt.