Mette Frederiksen rammes på ny af intern kritik i Socialdemokratiet, og denne gang kommer den dybt inde fra hendes egen fødeby og vigtigste bagland:

Aalborg. 

Senest meldte Arne Juhl, ansigtet på Arne-pensionen, at han overvejer at flytte sin stemme væk fra partiet, mens Herlevs borgmester, Marco Damgaard (S), kritiserer Socialdemokratiet for en alt for »skinger« retorik i udlændingedebatten.

Nu rejses der fra Mette Frederiksens dybeste bagland også kritik:

»Vi skulle ikke have meldt kontanthjælpsreformen ud, som den er. Den er nemlig for dårlig,« lyder det kortfattet fra Susanne Rüsz Wyrtz, kredsformand for Socialdemokratiet i Aalborg Nord. 

Til daglig er hun faglig sekretær i 3F, og her kan hun allerede mærke konsekvenserne af den kontanthjælpsreform, som SVM-regeringen indgik med SF, De Konservative og Radikale tilbage i 2023. 

Reformen, der trådte i kraft 1. juli 2025, skulle modernisere kontanthjælpssystemet og få flere i arbejde. Men den går utilsigtet ud over hendes medlemmer, beretter hun.

»Det rammer mine medlemmer, som er de hårdest arbejdende og dårligst lønnede. Når først de bliver syge, så ryger de på andre ydelser,« siger Susanne Rüsz Wyrtz.

Socialdemokratiet har ved de seneste to valg fået massive klø af vælgerne. Alligevel afviser Susanne Rüsz Wyrtz, at nederlagene skyldes træthed over midterregeringen.

I stedet peger hun på, at tilbagegangen kan hænge sammen med noget helt andet: At regeringen som helhed ikke har været god nok til at kommunikere de resultater og forbedringer, den faktisk har leveret.

»Fra toppen og ned skulle vi have været meget bedre til at kommunikere vores politik og alle de tiltag, som man egentlig er lykkedes med. For det har været for nemt at skyde på os fra yderes til venstre og højre,« siger hun. 

Arne Juhl, der i årevis har været ansigtet udadtil for Socialdemokratiet og partiets højt anlagte pensionsreform, fortalte onsdag til DR, at han overvejer at flytte sin stemme.

Han kritiserer partiet på tre områder: den stigende pensionsalder, høje fødevarepriser og den omfattende støtte til Ukraine.

Susanne Rüsz Wyrtz nikker genkendende til to af de tre punkter.

»Vi skal have stoppet den stigende pensionsalder. Det er langt fra alle, der kan holde til at arbejde til de er 70 eller 74 år. Vi har mennesker, der bliver sendt på førtidspension som 55-årige, fordi de simpelthen er nedslidte,« siger hun.

Derudover mener hun også, at man godt kunne tage et kig på fødevaremomsen:

»Vi har venner i Sverige, hvor man har forskellige momsafgifter på fødevarer, hvilket man godt kan kigge misundeligt på,« tilføjer hun. 

Hun afviser dog pure, at regeringen har smidt for mange penge i krigen i Ukraine og mener, man bør holde fast i den kurs, som man har lagt.

»Hvis vi ikke gør noget, kan det måske blive Moldova næste gang – og så måske Polen? Derudover har vi stadig russiske skibe ud fra Danmark, som bevæger sig frit. Så som Europa er vi forpligtede til at hjælpe Ukraine,« siger hun.

Til B.T. fortæller Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiets politiske ordfører, at det er godt med en positiv og ærlig dialog om, hvad partiet kan gøre bedre: 

»Og her er det godt, at Susanne melder sig på banen, selvom jeg tror, det vil være mere konstruktivt, ikke at skulle have samtalen i medierne,« siger han og tilføjer: 

»Derfor er jeg også glad for, at vi socialdemokrater snart skal mødes til en god ærlig snak her til jul, hvor vi holder stormøder i landet.«

I et interview med Weekendavisen torsdag varsler Mette Frederiksen et kursskifte mod folketingsvalget, som betyder, at Socialdemokratiet i højere grad skal samarbejde med SF.