Søndag bliver der afholdt krisemøde hos Socialdemokratiet i København.

Her skal overborgmester Frank Jensen (S) forklare sig efter nye beskyldninger om krænkelser af kvinder.

Krisemødet, som der i al hast er blevet indkaldt til lørdag, er for at Frank Jensen kan forklare sig, efter to kvinder i Jyllands-Posten lørdag har fortalt , at de er blevet udsat for krænkende adfærd fra overborgmesteren.

Over for B.T. bekræfter Carlo Søndergaard, der er kredsformand for Socialdemokratiet i Indre By og Christianshavn, at mødet finder sted søndag, og at man her internt skal diskutere, hvad der er sket.

»Jeg ser meget frem til at høre, hvad Frank har at sige om sagen,« siger Carlo Søndergaard og understreger, at det er nødvendigt at høre begge parter i sagen, før de tager stilling.

Det er Frank Jensen, der har inkaldt til mødet, som ud over overborgmesteren selv bliver med kredsformændene, forretningsudvalget og partiets medlemmer af borgerrepræsentationen i København.

Carlo Søndergaard understreger over for B.T., at debatten om sexisme er vigtig for Socialdemokratiet, og at vidnesbyrdene fra de to kvinder, der står frem i Jyllands-Posten, bliver taget meget seriøst.

Du siger, at I tager sager om sexisme meget alvorligt, og at Socialdemokratiet har en nultolerance over krænkende adfærd. Nu er det jo ikke første gang, man hører historier om Frank Jensen og upassende adfærd over for kvinder. Hvor langt kan man i Socialdemokratiet trække den her idé om nultolerance, før det skal have nogle konsekvenser?

»Man kan sige, at vi er ved en streg i sandet nu. Den historie, der er kommet frem i forhold til Frank nu, er mere grel, end de situationer, som jeg kun kender fra medierne. Jeg kan ikke gå ind i de enkelte sager, for jeg kender dem ikke.«

Du siger, man er nået til en streg i sandet. Men det betyder vel også, at hvis situationen er, som den bliver beskrevet i Jyllands-Posten, så er der vel også nødt til at være en konsekvens over for Frank Jensen?

»Altså det med at dømme på forhånd vil jeg meget nødigt. Jeg har meget stor tiltro til Maria Gudme (en af de krænkede kvinder, red.) og de andre, der er ude at sige det her. Det har nogle omkostninger for dem. Men jeg vil også gerne høre fra Frank, hvordan det her ser ud. Hvad er hans forklaring. Og så vil jeg have mulighed for at stille nogle spørgsmål. Og når så mødet er gennemgået, må vi forholde os til, hvilke konsekvenser, det kunne få.«

Og hvad kunne det være?

»Der kan være et utal af muligheder…«

Hvad eksempelvis? Fra den mindst slemme til den værste:

»Jamen, det kan være: Der sker ikke Frank noget. Eller der sker Frank en masse. Og så ligger der en masse grå nuancer derimellem. Men det kommer igen an på, hvad vi får oplyst i morgen. Og én ting er, hvad der er sket, en anden ting er, hvad der kommer til at ske fremadrettet.«

Du siger, at en masse kan ske Frank Jensen. Hvad betyder det helt konkret?

»Jamen det handler om, at når man er en del af et kollektiv, og kollektivet synes, at kollektivet lider skade, så er man jo nødt til at vurdere, om man stadig skal være en del af det. Så den yderste konsekvens kan være, at man ikke længere har tillid til Frank.«