Mette Gjerskov er ikke længere udviklingsordfører for Socialdemokratiet. Det skriver hun på Twitter.

Mette Gjerskov, der er gået imod sin folketingsgruppe og meddelt, at hun vil stemme nej til det såkaldte burkaforbud, er blevet sat fra bestillingen.

Hun udlægger det på Twitter som en direkte konsekvens af, at hun ikke har fulgt partilinjen.

'Jeg tror, at danskerne har brug for at høre hvad deres politikere mener. At vi siger det klart, når noget er hjerteblod - når det går helt tæt på vores grundholdning.'

'Det kan have en pris at kæmpe for sin overbevisning. Fra i dag er jeg ikke længere udviklingsordfører,' skriver hun i et tweet.

Så sent som i torsdags skrev hun på Twitter, at hun stemmer imod burkaloven.

'Jeg ønsker burka og niqab hen hvor peberet gror, for de er symboler på kvindeundertrykkelse. Men vi kan simpelthen ikke lovgive om menneskers påklædning. Der går min grænse. Vi skal sende socialarbejdere – ikke politibetjente,' skrev hun.

Partiformand Mette Frederiksen advarede allerede ifølge Politiken allerede i januar om, at det ville få konsekvenser fremover, hvis man bryder partiets linje. Det har det så altså fået nu.

Mette Gjerskov har været folketingsmedlem siden 2005 og har tidligere været minister for fødevarer, landbrug og fiskeri under statsminister Helle Thorning-Schmidt. Forleden blev hun genvalgt som folketingskandidat i Roskildekredsen efter et kampvalg mod debattøren Niels Jespersen, som hun dog vandt suverænt med 120 stermmer mod hans 33.

Det er uvist hvem der skal efterfølge hende på ordførerposten. Socialdemokratiets pressetjeneste oplyser til BT, at man ingen kommentarer har før efter dagens gruppemøde, der ifølge Folketingets hjemmeside slutter klokken 13.

På Twiitter får Mette Gjerskov opbakning fra flere socialdemokrater - blandt andet Daniel Prehn, der repræsenterer partiet i Roskilde Byråd.

'Jeg synes godt nok, at det er ærgerligt, at Socialdemokratiet smider guld på gaden på denne måde. Mette Gjerskov har min fulde opbakning her,' skriver han.