Torsdag den 7. december stemmer Folketinget efter alt at dømme for den omstridte koranlov, som begrænser ytringsfriheden, ved at forbyde »utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning«.

Men hvis folketingsmedlemmerne alene stemte ud fra deres personlige overbevisning, så tyder meget på, at koranloven ville blive forkastet med 91 stemmer imod ud af i alt 179.

B.T. har gennemgået en lang række medier, opdateringer på sociale medier og folketingsdebatter og identificeret adskillige udtalelser, hvor en række politikere fra de tre regeringspartier taler om ytringsfriheden. De fleste er fra før koranloven blev præsenteret, men ikke alle. 

Her udtrykker politikerne sig på en måde, der umiddelbart virker uforenelig med at støtte en lov som netop koranloven. 

B.T. har i alt fundet frem til 12 politikere fra Socialdemokratiet, Moderaterne, Venstre og Radikale Venstre, som enten har udtalt sig om, at ytringsfriheden aldrig må begrænses for at imødegå islamiske krav eller helt åbent er imod loven. 

Der er flere politikere, der har udtalt sig meget absolut om ytringsfrihed, men det er kun eksempler, som direkte handler om ytringsfriheden overfor islam, som er med i denne sammentælling.

I alt er det rent ideologiske flertal i Folketinget mod koranloven på 91 mandater. 

11 af de 12 politikere kommer til at stemme direkte imod hvad de tidligere har givet udtryk for.

Kun Stinus Lindgreen fra Radikale har åbent udtalt, at han går mod partilinjen og stemmer enten imod eller i hvert fald ikke for koranloven. 

De resterende 11 politikere er fra Socialdemokratiet Mattias Tesfaye, Rasmus Stoklund, Frederik Vad, Bjørn Brandenborg og Christian Rabjerg Madsen. 

Fra Moderaterne er det Karin Liltorp, som åbent har forklaret, at hun er imod loven, men alligevel følger partiets linje og stemmer for. 

Fra Venstre er der tale om Jan E. Jørgensen, Kim Valentin, Morten Dahlin, Mads Fuglede og Preben Bang Henriksen. 

Koranloven er blandt andet blevet til efter at Rasmus Paludan gennem længere tid havde brændt koraner af under intensiv politibeskyttelse.
Koranloven er blandt andet blevet til efter at Rasmus Paludan gennem længere tid havde brændt koraner af under intensiv politibeskyttelse. Foto: Fredrik Sandberg/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Jan E. Jørgensen har givet udtryk for, at han har rykket sig på området efter regeringen har tilkendegivet, at man ville udarbejde et forslag til en koranlov.

Liberal Alliances retsordfører Steffen Larsen har gennem længere tid fornemmet, at der er mange politikere i regeringspartierne, som ikke bryder sig om koranloven. 

Derfor har han taget initiativ til at ophæve de såkaldte clearingaftaler i Folketinget, så alle politikerne skal ned og stemme om loven. 

»Det her er jo ikke en afstemning, om vi skal hæve en eller anden afgift med to procent eller ej. Det er en indskrænkning af ytringsfriheden, som er så central for vores samfund, at det er vigtigt at skabe klarhed over, hvem der stemmer for og hvem der stemmer imod,« siger Steffen Larsen og fortsætter:

Men er det ikke korrekt, at vores politiske system ikke fungerer, hvis ikke partierne lægger en fælles linje og stemmer sammen?

»Det er også det, som jeg anerkender, når det handler om mindre ting, som for eksempel en forøgelse af en afgift. Så kan man lægge en fælles linje, som gør det nemmere at forhandle. Men når det kommer til ekstremt centrale ting, som vores frihed og ret til at ytre sig, så er det noget andet,« siger Steffen Larsen, som fortsætter:

»Jeg vil ikke stå i en debat om et halvt år med nogen parlamentarikere, som foregøgler at de ikke stemte for eller ikke var til stede den dag, hvor vi stemte om koranloven. Nu skal de alle sammen derned og så må de stemme for eller imod,« siger han. 

B.T. har henvendt sig til alle politikerne fra Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, som har udtalt sig kompromisløst om ytringsfriheden. De fleste er ikke vendt tilbage eller har afvist, bortset fra Socialdemokratiets Christian Rabjerg Madsen og Venstres Preben Bang Henriksen, der har sendt en skriftlig kommentar.

Morten Dahlin (V) og politisk ordfører for Socialdemokratiet Christian Rabjerg Madsen er to af de politikere, der har udtalt sig kompromisløst mod indskrænkninger af ytringsfriheden. Alligevel stemmer de for koranloven torsdag.
Morten Dahlin (V) og politisk ordfører for Socialdemokratiet Christian Rabjerg Madsen er to af de politikere, der har udtalt sig kompromisløst mod indskrænkninger af ytringsfriheden. Alligevel stemmer de for koranloven torsdag. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Vi tager i Venstre bestik af den aktuelle situation. Således har vi NU oplevet 500 koranafbrændinger på tre måneder og et terrorangreb i Bruxelles med direkte henvisning til koranbehandling i Sverige. Så situationen har desværre udviklet sig,« skriver Preben Bang Henriksen. 

Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen er en af de socialdemokrater, som tidligere har sagt, at man skal give »nul indrømmelser« til politisk islam, da vi ellers »gør vold mod vores kultur«.

Det mener han stadig, forklarer han, men alligevel går han også ind for koranloven.

»Jeg står helt på mål for de udtalelser, som jeg kom med i 2020. Jeg mener ikke, at de er i strid med, at vi nu stemmer for koranloven på torsdag,« siger Christian Rabjerg Madsen. 

Men du skriver, at vi skal give »nul indrømmelser« og hvis vi »går på kompromis med vores værdier,« så »gør vi vold mod vores kultur.« Koranloven er jo netop sådan et kompromis?

»Det der er tale om, er en meget lille gruppe mennesker, som opfører sig rigtigt dumt, og som vi har valgt at skride ind overfor. Vi skal kunne håndtere dem af hensyn til danskernes sikkerhed og vores evne til at agere i verden. Jeg mener, man kan ytre sig ganske udmærket uden at brænde hellige skrifter.«

Der er flere medlemmer – herunder Moderaternes Karin Liltorp – som er imod loven. Liltorp stemmer for eksempel for loven, fordi det er den ordre, som hun har fået. Er det ikke et problem, når Grundloven beskriver, at folketingsmedlemmer kun er bundet af deres overbevisning?

»Det er korrekt, at folketingsmedlemmer ifølge Grundloven kun er bundet af deres overbevisning. Omvendt er det almindelige kutyme, at man har drøftelser i et parti, og man derefter lægger sig fast på en fælles linje og stemmer derefter. Derfor er det heller ikke underligt, at vi ikke fritstiller de socialdemokratiske folketingsmedlemmer i den her sag,« siger Christian Rabjerg Madsen. 

Han uddyber, at han ikke tror, at der er nogen medlemmer af Socialdemokratiets folketingsgruppe, der er imod koranloven uanset tidligere udtalelser.

Det har ikke været muligt at finde folketingsmedlemmer, som forventes at stemme mod koranloven, men som har udtalt sig mod sådan en lovgivning.