Konservative kræver nu, at Venstres fødevareminister Jacob Jensen går af.
Det sker efter B.T. torsdag kunne afsløre, at ministeren på flere møder med partierne bag landbrugsaftalen har fortalt, at alt gik efter planen med at få landbruget til at udlede mindre kvælstof.
Samtidig mener en række af Folketingets partier, at de er blevet vildledt af Jacob Jensen.
I et interview med DR siger Det Konservative Folkepartis politiske ordfører, Frederik Bloch Münster, at ministeren nu må tage ansvar det ultimative ansvar for sagen.
»Jeg syntes, at ministeren bør tage ansvar og gå af. Det her er ikke en minister værdigt. Det er ikke en regering værdigt. Det er ikke folkets tillid værdigt, det er det bare ikke,« siger Frederik Bloch Münster til DR.
Helt konkret mener partierne, der er med i aftalen, at fødevareministeren mindst tre gange indenfor de seneste to år har forklaret, at ministeriet mente, at landbruget levede op til målsætningen om at udlede 3.500 tons mindre kvælstof hvert år ved at så særlige efterafgrøder på de danske marker.
Men sandheden har været en anden.
For mandag kunne Statsrevisorne berette, at store dele af tilsynet med danske landbrugs udledning af kvælstof var 'mangelfuld og utilstrækkelig'.
Et af de centrale punkter i Statsrevisorernes kritik handlede om, hvorvidt danske landbrug fik sået nogle særlige efterafgrøder på markerne, som netop kan reducere udledningen af kvælstof.
Ifølge DR tager fødevareminister Jacob Jensen kritikken meget seriøst.
Statsrevisorerne beskriver, at Fødevareministeriet stort set ikke har fulgt op på, om man overhovedet når i mål med de 3.500 tons, som der skal reduceres med hvert år.
Kritikken gjaldt i perioden 2020-2023.
Ministeriets egne stikprøver viste desuden, at mere end halvdelen af landbrugene såede utilstrækkeligt.
Jacob Jensen oplyste partierne bag landbrugsaftalen i flere opgørelser om, at indsatsens var på rette kurs – blandt andet i juni 2023, november 2023 og april 2024.
Ministeren er allerede blevet kaldt i samråd om sagen blandt andet af Enhedslisten.