Et af de mest omdiskuterede politiske emner lige nu er boligskat — og nu melder Det Konservative Folkeparti sig på banen med krav om et boligskattestop.

Det siger partiformand Mona Juul (K) i et interview med Berlingske.

Tidligere har både Socialdemokratiet og Moderaterne luftet tanker om boligbeskatning, men uden konkrete forslag på bordet.

I sin nytårstale signalerede Mette Frederiksen (S) et opgør med den nuværende boligpolitik:

»Der er noget galt, når nogle er blevet rige alene ved at bo det rigtige sted, mens andre har svært ved at få pengene til at række nede i supermarkedet,« lød det 1. januar i nytårstalen.

Sent i sidste uge foreslog Lars Løkke Rasmussen (M) at beskatte gevinster ved boligsalg.

Et forslag, som Mona Juul og hendes parti ifølge Berlingske ikke bakker op om.

Det Konservative er det eneste parti i blå blok, som ikke har afvist at danne regering over midten. Og det er her det nye krav om boligskat kommer i spil.

»Det bør være helt centralt i et kommende regeringsgrundlag, at skatterne ikke må stige for boligejerne,« siger Mona Juul til avisen.

Partiet vil under eventuelle regeringsforhandlinger kræve, at procentsatsen for ejendomsværdiskatten ikke må stige. 

Det er dog ikke et ultimativt krav, lyder det.

Tirsdag kritiserede Mona Juul desuden statsministerens udmelding om boligmarkedet og opfordrede hende til at præcisere sine konkrete planer.

Det kan du læse mere om HER.