Konsulent skal blandt andet se på, om Aarhus Kommunes tilsyn har været tilstrækkeligt i sag om eksamenssnyd.

Har Aarhus Kommunes tilsyn været tilstrækkeligt i sagen om eksamenssnyd på Søndervangskolen?

Det er en af de ting, som et eksternt konsulentfirma skal se nærmere på.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Søndervangskolen i Aarhus, der har mange tosprogede elever, er anklaget for at give elever ekstra tid til afgangsprøven i dansk, selv om eleverne ikke var berettiget til det.

Allerede 6. oktober oplyste kommunen, at der skulle laves en uvildig undersøgelse af blandt andet arbejdsmiljøet blandt skolens ansatte.

Af pressemeddelelsen fredag fremgår det imidlertid, at også selve kommunens ageren i sagen skal under lup.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har tidligere fået en redegørelse af sagen fra kommunen.

I den erkendte kommunen, at den ikke indberettede oplysninger om mulig eksamenssnyd.

/ritzau/