Venstres næstformand og tidligere integrationsminister Inger Støjberg har løjet for Folketinget adskillige gange i forbindelse med sagen om adskillelse af udenlandske ægtepar, der søgte asyl i Danmark.
Den særlige Instrukskommission, der har skullet undersøge forholdene i sagen det seneste års tid, skriver, at Støjberg flere gange har talt 'urigtigt og misvisende' i sagen.
I 2016 skilte de danske myndigheder i alt 23 ægtepar fra hinanden, hvor kvinden var under 18 år. Mændene var ofte i 20'erne. Flere af parrene havde børn sammen.
Kommissionen beskriver, at adskillelsen skete uden, at man foretog en individuel vurdering af ægteparrene, før man adskilte dem, hvilket kommissionen skriver er 'klart ulovligt'.

Inger Støjberg har flere gange i samråd og i skriftlige svar til Folketinget givet indtryk af, at Udlændingestyrelsen i adskillelsen af de i alt 23 ægtepar kunne gøre undtagelser og således foretage individuelle vurderinger. Det mener kommissionen er 'urigtigt og misvisende', og at adskillelsen netop skete uden individuel vurdering.
Inger Støjberg har – ifølge kommissionen – talt usandt om netop dette. Blandt andet på samråd og i skriftlige svar til Folketinget. Helt bevidst.
»Uanset dette har kommissionen fundet, at Inger Støjberg ikke kan have været i tvivl om, at hendes beskrivelse under samrådet af den ordning, der 10. februar 2016 blev fastlagt i pressemeddelelsen, var urigtig og misvisende,« skriver kommissionen, som fortsætter:
»Den urigtige og misvisende beskrivelse af disse forhold blev senere gentaget i flere folketingsbesvarelser og efterfølgende samråd,« skriver kommissionen blandt andet.
Inger Støjbergs fremgangsmåde har ifølge kommissionen brudt med principperne i dansk forvaltningsret, Menneskerettighedskonventionen og Børnekonventionen. Alt dette var Støjberg advaret om, skriver kommissionen. Der var ikke hjemmel, og ordningen stred mod forvaltningsretlige grundsætninger, lyder det.
»Den indkvarteringsordning, der blev iværksat med instruksen 10. februar 2016, var klart ulovlig. Efter kommissionens opfattelse savnede ordningen den fornødne hjemmel, ligesom ordningen var i strid med uskrevne forvaltningsretlige grundsætninger om saglig forvaltning, pligtmæssigt skøn og proportionalitet,« skriver kommissionen om Støjbergs håndtering.
Inger Støjberg var forpligtiget til at sikre, at der blev foretaget individuelle skøn i hvert enkelt tilfælde, inden ægteparrene blev skilt ad. Det skete – i strid med internationale konventioner – ikke.
»Allerede fordi instruksen var undtagelsesfri og indebar, at ingen mindreårige under 18 år kunne indkvarteres på samme asylcenter som deres ægtefælle eller samlever, udgjorde ordningen desuden en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 8 og Børnekonventionen,« skriver kommissionen.
Støjbergs håndtering var i strid med flere krav, der stilles efter dansk ret og internationale konventioner.
»Da indkvarteringsordningen var undtagelsesfri, var det heller ikke en del af ordningen, at der skulle foretages partshøringer, andre former for sagsoplysning eller træffes begrundede afgørelser om adskillelse i de enkelte sager. Ordningen var derfor også i strid med formelle og processuelle krav, der stilles efter både dansk forvaltningsret og Menneskerettighedskonventionen,« skriver kommissionen.
Kommissionen mener desuden ikke, at Støjberg kan have været i tvivl om de ulovlige forhold i sin fremgangsmåde.
»Der er efter det materiale, der er indgået i kommissionsundersøgelsen og de afgivne forklaringer ikke nogen rimelig tvivl om, at Inger Støjberg forud for udsendelsen af pressemeddelelsen var blevet advaret af embedsfolk fra sit departement om, at en ordning uden undtagelser ikke ville være lovlig,« skriver kommissionen.
Der er en lille smule medvind for Inger Støjberg i Instrukskommissionens rapport. Kommissionen mener nemlig ikke, at der er dokumentation for, at Inger Støjberg direkte udtalte en tjenestebefaling om, at parrene skulle adskilles i strid med loven.
Kommissionen skriver dog, at Støjberg på anden vis klart tilkendegav, at det netop var hendes ønske, at parrene blev adskilt uden individuel vurdering, og at hun flere gange var advaret om, at det var ulovligt.


