Sagen om adskillelse af asylpar, hvoraf den ene af parterne er mindreårig, får konsekvenser for en embedsmand i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

En afdelingschef i departementet bliver fritaget for tjeneste på grund af en delberetning, som Instrukskommissionen mandag er kommet med.

Det oplyser udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse.

»Jeg vil i øvrigt afvente Instrukskommissionens retlige vurdering af grundlaget for et muligt ansvar for involverede embedsmænd,« siger han.

Det fremgår dog ikke af pressemeddelelsen, hvorfor den pågældende er blevet fritstillet.

Videre forklarer Mattias Tesfaye:

»Instrukskommissionens delberetning indeholder en redegørelse for hændelsesforløbet og kommissionens vurdering af det faktiske forløb. Uanset at kommissionen endnu ikke har foretaget ansvarsvurderinger, kan jeg konstatere, at der redegøres for forhold, som det er naturligt, at der skal tages ved lære af.«

Han forklarer desuden, at han har noteret sig, at Instrukskommissionen mener, at den 'nuværende ordning i asylindkvarteringssystemet for indkvartering af gifte eller samlevende asylansøgere, hvoraf den ene er mindreårig, ikke har den fornødne hjemmel'.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriet dog ikke enig i, fortæller han.

»I lyset af kommissionens konklusion vil jeg dog tage initiativ til at præcisere hjemmelsgrundlaget. Jeg kan i øvrigt oplyse, at der ikke aktuelt er asylpar i asylindkvarteringssystemet, der ufrivilligt er adskilt,« siger han.

Opdateres …

/ritzau/