Sygeplejerskerne er vrede over, at deres over to måneder lange strejke ender med, at de ikke får bedre lønforhold.

Men statsminister Mette Frederiksen (S) kan glæde sig over, at det rent vælgermæssigt næppe skader regeringen meget.

Det vurderer Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, efter at regeringen onsdag aften meddelte, at den griber ind for at afslutte konflikten mellem sygeplejerskerne på den ene side og Danske Regioner og Kommunernes Landsforening (KL) på den anden side.

- Alle kunne se, at det ikke kunne gå længere, siger han.

Bent Winther peger på, at selv formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, anbefalede at stemme ja til mæglingsaftalen, som et flertal af sygeplejerskerne i juni endte med at forkaste.

- Den del af sagen med at gribe ind i en lovlig konflikt, tror jeg ikke, at regeringen bliver ramt på, siger Bent Winther.

- Tværtimod tror jeg, at det vil blive opfattet som rettidig omhu.

- Men at man griber ind med et indgreb, som ikke giver sygeplejerskerne noget som helst, ud over et vist håb for måske i fremtiden at få et eller andet, vil betyde, at mange af dem, der har været i konflikt i mange uger og har stået på gader og stræder, føler, at de virkelig har fået en lang næse, siger han.

Regeringen vil ophæve mæglingsforslaget til lov, hvilket torsdag skal førstebehandles i Folketinget, hvorefter det skal til afstemning i Folketingssalen fredag. Et stort flertal i Folketinget er for lovindgrebet.

Bent Winther siger, at Mette Frederiksen uden tvivl vil få en masse vrede sygeplejersker imod sig.

Statsministeren kan dog håbe på, at noget af vreden bliver dæmpet af den lønstrukturkomité, der bliver nedsat.

Den skal komme med en plan for, hvordan man kan rette op på de lønuligheder, der blev skabt af blandt andet tjenestemandsreformen fra 1969.

Rent politisk forudser Bent Winther ikke de helt store konsekvenser for regeringen, selv om han regner med, at nogle i de ramte faggrupper vil vende Socialdemokratiet ryggen.

- Jeg tror, at det vil være begrænset. Der vil være stor forståelse for, hvordan det danske system fungerer, og at en regering ikke bare kan gribe ind og aflevere en pose penge til sygeplejerskerne.

- For det andet vil den opbakning, Socialdemokratiet måtte miste, formentlig tilfalde SF og Enhedslisten, og dermed bliver det jo så i rød blok, siger han.

Både SF og Enhedslisten vil stemme nej til lovindgrebet.

/ritzau/