Chancerne for, at det nye parti Fremad er i Folketinget efter næste valg, er minimale, mener politisk kommentator Erik Holstein

Det nye borgerlige parti leverer nemlig ikke for alvor noget nyt, og der er meget lang tid til næste valg, understreger Altingets ekspert.

Knap har det nye parti Fremad set dagens lys, før de første kritiske røster melder sig.

Politisk kommentator på Altinget.dk Erik Holstein levner ikke Simon Emil Ammitzbøll-Billes nyskabelse i Blå Blok mange chancer.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille er partileder for Fremad efter at have forladt Liberal Alliance. Arkivfoto
Simon Emil Ammitzbøll-Bille er partileder for Fremad efter at have forladt Liberal Alliance. Arkivfoto Mads Claus Rasmussen

»Der er virkelig overbefolket på den politiske højrefløj efterhånden, og jeg spår dem ikke mange chancer,« siger han til B.T. torsdag morgen få øjeblikke efter, at nyheden om partiets fødsel er en realitet.

De to tidligere LA'ere Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund sprang torsdag morgen ud som frontfigurer i det nye parti Fremad. Nyheden om det nye parti kommer efter flere ugers og måneders uro i Liberal Alliance.

Det hele begyndte med et katastrofalt resultat ved det seneste folketingsvalg, hvor partiet blev reduceret fra 13 til blot 4 mandater, og kulminerede, da Simon Emil Ammitzbøll-Bill i slutningen af oktober trak sig efter internt pres i partiet.

Det nye borgerlige parti får Simon Emil Ammitzbøll-Bill som formand og vil især markere sig på retssikkerhed, et positivt syn på EU og en 'fair og fast' udlændingepolitik. Efter et folketingsvalg vil partiet pege på Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som statsminister.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille starter et nyt parti sammen med sin tidligere partifælle Christina Egelund. (Arkivfoto)
Simon Emil Ammitzbøll-Bille starter et nyt parti sammen med sin tidligere partifælle Christina Egelund. (Arkivfoto) Ida Marie Odgaard

Erik Holstein er dog skeptisk over for, om der overhovedet er vælgere, der efterspørger den vare, stifterne Ammitzbøll-Bille og Egelund siger, de vil levere.

»De prøver at placere sig et sted mellem Liberal Alliance og De Radikale, men jeg tvivler på, at det marked er særligt stort,« siger han og tilføjer, at han har svært ved at forestille sig, at både De Radikale, Liberal Alliance og det nye Fremad vil være i Folketinget efter næste valg.

»Simon Emil har en ambition om at samle folk fra De Radikale og Liberal Alliance, som går ind for en meget liberal økonomisk politik, er EU-positive og samtidig har meget klare holdninger med hensyn til retssikkerhed og borgerrettigheder. De fleste af de vælgere vil sandsynligvis vælge at stemme på et af de etablerede partier i stedet for at kaste deres lodder i et helt nyt parti, hvor deres stemme risikere at gå til spilde. Det bliver op ad bakke,« vurderer Erik Holstein.

Han peger på, at det nye parti mangler klare mærkesager, som ingen andre partier har. Da Dansk Folkeparti og Liberal Alliance så dagens lys, markerede de sig meget skarpt på noget, som var deres eget, understreger Holstein, og her mener han, at det nye parti mangler en klar mærkesag.

Endelig kan tidspunktet for det lanceringen af det nye parti blive et problem på længere sigt, mener Holstein.

»Der er over tre år til næste valg, og det er selvfølgelig en fordel, når der skal samles underskrifter. Men timingen er uheldig i forhold til nyhedens interesse, og det bliver svært for et lille nyt parti at blive ved med at få taletid.«

Også Børsens politiske kommentator Helle Ib vurderer, at det bliver svært for det nye borgerlige parti. Hun peger på, at det nu bliver sværere for Jakob Ellemann-Jensen at erobre Statsministeriet.

»Der kommer til at være risiko for endnu mere stemmespild i blå blok, når endnu et parti skal forsøge at komme over spærregrænsen ved næste valg,« siger hun til Ritzau og fortsætter:

»Selvom vi har at gøre med to meget engagerede politikere, har jeg meget svært ved at se, at der skal være plads til endnu et parti.«