På Christiansborg er de fleste ikke i tvivl. Søren Pape Poulsen er en flink mand. Nem at omgås. Sjov at være sammen med.
Men når det kommer til at svare på, om formanden for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, har det, der skal til for at blive statsminister, er der flere, der tvivlende trækker på det. Fra en række kilder i både blå og rød lejr er svaret et direkte nej.
Søren Pape er ifølge centrale kilder på Christiansborg, som har samarbejdet med partiformanden, ofte for lidt inde i substansen i sagerne og ikke vedholdende nok, når de politiske forhandlinger bliver lange og trækker ud på de sene timer.
Og selvom det hører med til historien, at de fleste fortæller, at de har et godt personligt godt forhold til Søren Pape, er der også flere, der sætter spørgsmålstegn ved om Pape i bund og grund har det, der skal til for at blive statsminister, hvis han skulle ende med at melde som blå bloks statsministerkandidat.
»Jeg tror egentlig ikke, der er nogen herinde, der ikke kan lide Søren. Der er mere en tvivl om, hvorvidt han kan håndtere det pres og den opmærksomhed på alle ens fejl og mangler, der kommer, når man melder sig som statsministerkandidat,« lyder det fra en kilde, der har været med til forhandlinger med Pape.
Flere kilder nævner samstemmigt, at Pape ikke viste nok overskud og vedholdenhed tilbage i det sene forår i 2020 under genåbningsforhandlingerne efter den første coronanedlukning.
Forhandlingerne trak ofte ud på natten, og det havde Pape ikke meget tålmodighed med, lyder det. Han virkede derimod som én, der bare ville »have det overstået og hjem«, som en kilde formulerer det.
På samme tid anerkender de dog, at Pape har skabt ‘meget flotte’ resultater for sit parti. Han har løftet det Konservative Folkeparti til nye højder og skabt politisk profil. Noget, som partiet har sukket efter siden 00erne.
I februar 2021, en uge efter at Inger Støjberg smækkede med døren og meldte sig ud af Venstre, overhalede De Konservative første gang i mange år Venstre i meningsmålingerne.
Senere fulgte en række gode målinger for Pape, og med det flere spekulationer om, hvorvidt blå blok med Pape som statsministerkandidat ville have bedre chancer for at vriste magten fra Mette Frederiksen.
I flere måneder i foråret og sommeren 2021 lå De Konservative konsekvent foran Venstre i meningsmålingerne. I dag er der dødt løb mellem de to partier.
Men når vælgerne bliver spurgt til, hvem de helst vil have som statsminister – Ellemann eller Pape – er der alt andet end døbt løb. I den seneste YouGov-måling peger 71 procent på Pape, mens 29 procent vil have Ellemann. Selv blandt Venstres egne vælgere vil lidt over en tredjedel hellere have Pape som statsminister.
Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, har for nylig i et interview bedt Pape om at »droppe fedtspilleriet« og melde klart ud, om han er statsministerkandidat eller ej.
Også hos Socialdemokratiet er man i stigende grad begyndt at prikke til Pape.
I et interview i i februar lød det fra finansminister Nicolai Wammen, at »enhver kan jo se, at det er det, manden går efter«, og at Pape åbenlyst lurepasser for at slippe for at svare på de svære spørgsmål, der følger med offentligt at melde sig som statsministerkandidat.
Indtil nu har Pape selv holdt sig til at sige, at han ville melde ud, når »målingerne var stabile« i hans favør.
Venstre har offentligt været mere tilbageholdende med at appellere til Pape om at give klar besked om, hvorvidt han er kandidat eller ej.
Internt i Venstre har flere længe ment, at Søren Pape får lov til at køre igennem på en fribillet, og det er en offentlig hemmelighed, at det irriterer mange Venstre-folk grusomt, at Pape, ifølge dem, slipper for kritiske spørgsmål og bevidst holder lav profil, mens Jakob Ellemann-Jensen står på mål for kritik af blå blok.
På Christiansborgs gange er der en tydelig splittelse omkring Pape. Han sympatiske væsen og politiske resultater taler for sig selv.
Men flere kilder nævner også, at Pape både kan være meget lidt vedholdende, når det kommer til at sætte sig ind i substansen i sagerne, og samtidig kan blive meget stædigt optaget af personlige kæpheste, selvom det er strategisk uklogt.
En anden fortæller, at Pape generelt er »ret borgmesteragtig i sin tilgang«, og at han generelt ikke interesserer sig synderligt for lidt tungere, faglige dele af sagerne. I stedet er han mere pragmatisk og optaget af at få tingene til at glide uden for meget bøvl.
En anden kilde, der har siddet i forhandlingslokaler med Pape gentagne gange, fortæller, at den konservative formand kan have et »uklogt fokus på egne kæpheste« og »slet og ret dårlig politisk dømmekraft«.
Pape har i den sammenhæng været i vælten flere gange den seneste tid.
Over for Ekstra Bladet ville han som den eneste partiformand ikke oplyse sin løn med henvisning til, at Ekstra Bladets chefredaktør først måtte vise sin lønseddel.
Til sidst fortalt Pape dog om sin partiløn til Fagbladet Journalisten, men hele forløbet blev alt andet end kønt for Pape.
Den konservative formand løb også ind i heftig beskydning efter forhandlingerne om en særlov for ukrainerne, hvor De Konservative i første omgang endte med at stå udenfor.
Udlændingeordfører Marcus Knuth meldte ud, at partiet ikke ville være med i aftalen – og så begyndte det ellers at vælte ind med reaktioner.
»Jeg synes, det er pinligt og bestemt ikke konservativt,« lød det blandt andet i en intern Facebook-gruppe for partiet, og Pape måtte på brandslukning i det konservative bagland. Det endte med, at partiet alligevel gik med i aftalen.
En kilde tæt på forhandlingerne mener, at partiet udad til forsøgte at »tørre den af på Marcus Knuth« ved at give det indtryk, at det var ham, der undervejs havde misforstået nogle teknikaliteter i aftalen.
Men ifølge Det Konservative Folkeparti var der misforståelser omkring tallene i forhandlingerne mellem Pape og Knuth. Derfor var der ifølge partiet tale om en uheldig kommunikation frem dårlig politisk dømmekraft fra Pape.
En udlægning, som et andet parti, der sad ved forhandlingsbordet, bakker op om.
Søren Pape Poulsen skriver kortfattet til B.T., at »kritikken fra jeres anonyme kilder tager jeg helt afslappet. Folk har altid forskellige perspektiver på personer og forløb, og det er jo helt naturligt.«
