Lyt til artiklen

Et hold klimaaktivister afbrød en DR-livesending fra Folkemødet i Allinge på Bornholm.

Det var 'Debatten' på DR 2, som blev afbrudt. Flere politikere var klar til at deltage i en debat, men måtte altså gå fra scenen grundet klimagruppen Extinction Rebellion.

Det beretter flere politikere, herunder Morten Messerschmidt (DF), som bekræfter hændelsen til B.T.

»Der kom nogle unge mennesker op på scenen og satte sig ned. Formentlig nogle forstyrrede venstreorienterede, og de fik afbrudt programmet. De havde tegninger med og begyndte at råbe og så satte de sig ned. Nogle DR-folk forsøgte at få dem væk, men det kunne de ikke,« fortæller partiformanden.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

»Det er barnagtigt, men verden går ikke under, og jeg har en storartet aften, for det er ikke hver dag, man kan takke nogle klimaaktivister for at få tidlig fri.«

Også De Konservatives Søren Pape Poulsen kalder hændelsen for pinlig.

'De unge mennesker mangler simpelthen opdragelse, når de tror, det her er måden, man opfører sig på. Hvor er det pinligt og udemokratisk!,« skriver han på Twitter.

DR 2 valgte herefter at afbryde forbindelsen fra Bornholm og sende et program med Esben Bjerre i stedet for. Debatten skulle have været sendt til klokken 21.30.

Extinction Rebellion har på en mail taget ansvaret for afbrydelsen. Klimagruppen er kendt for at gøre sig bemærket under demonstrationer. Til B.T. forklarer de, hvorfor at de afbrød debatten.

»Den debat er bare mere snak, der fastholder status quo mod klimakollaps. De har haft lang tid til at skabe forandring, men det har ikke gjort. Klimaborgertinget har progressive forslag og vi kræver for, at de får et mandat.«

Det er ikke første gang, at Extinction Rebellion er i medierne. Tidligere har de blokerede alle veje ind mod Christiansborg.

Billeder fra stedet viser, at politiet indtog scenen for at styr på tingene.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bornholms Politi grundet travlhed i politikredsen, men i et tweet skriver de følgende:

'En gruppe klimaaktivister lavede her til aften en happening under en liveudsendelse fra en af Folkemødets scener. Politiet viste aktivisterne ned fra scenen. Det hele foregik stille og roligt.'

Redaktionschef ved DR Kultur, Debat, Lyd, Mette-Line Thorup fortæller til B.T., at man ikke vil genoptage debatten.

»De er i gang med den her runde, der handler om klimaet. der kommer aktivister op. Og de sætter sig ned og råber også vurderer man, at man kan ikke gennemføre en debat, når folk råber så meget.«

»Man vurdere så, at man afslutter debatten og man vil heller ikke genoptage den.«