Kendt tv-ekspert bekræfter: Stiller op for Lars Løkkes nye parti


Vælgerne i Østjylland kan ved næste valg smide deres stemme på tv-værten fra programmet "Luksusfælden" Jan Swyrtz. Han bliver nemlig spidskandidat for tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens (M) nye parti, Moderaterne.
Det fortæller Jan Swyrtz til Se og Hør.
I sidste uge oplyste Lars Løkke Rasmussen, at han formelt havde bedt Indenrigsministeriet om at komme på stemmesedlen ved næste valg. Moderaterne har for længst fået det nødvendige antal vælgererklæringer.
Dermed skal der nu findes kandidater til stemmesedlen. Her bliver tv-værten Jan Swyrtz altså en af dem.
I "Luksusfælden" får deltagere, der har oparbejdet en gæld, hjælp af værterne til at lægge en plan for afbetaling.
Og erfaringerne fra programmet regner Jan Swyrtz med at kunne bruge på Christiansborg.
- Jeg kommer især til at beskæftige mig med socialpolitik. Jeg har i mange år hjulpet folk med dårlig økonomi, og jeg vil gerne gøre det nemmere for disse mennesker at komme på ret køl igen, siger han til Se og Hør.
- For eksempel ved at ændre inddrivelsesreglerne, så man ikke pålægges en stime af gebyrer, hvis man ønsker at afvikle sin gæld.
Men Jan Swyrtz har været en kende for hurtigt ude. I hvert fald kan B.T. fortælle, at han alligevel ikke er ny spidskandidat i Østjylland.
Den 57-årige tv-vært fortæller, at han i sine 20'ere tidligere har flirtet med SF i Aarhus.