Emilie Schytte, der lige er blevet valgt ind i Folketinget for Borgernes Parti, har meldt sig ud af partiet.

Det skriver hun selv på Facebook.

'Jeg har i dag meddelt Lars Boje Mathiesen, at jeg trækker mig helt ud af Borgernes Parti,' indleder hun opslaget.

Hun forklarer videre, at hun har tænkt længe over beslutningen, fordi hun efter eget udsagn har gjort meget for at få det til at fungere.

'Men jeg kan ikke længere stå inde for den retorik, partiet fører – og som Lars forsvarer,' fortsætter hun.

Generelt er hendes udmeldelse ifølge hende bundet heftigt op på måden, som Lars Boje Mathiesen, der er formand i partiet, har ledet partiet på.

'Jeg stolede blindt på Lars. Det gjorde mange af os. Men det, der blev præsenteret som gennemsigtighed, ærlighed og et opgør med magtcentrering, viser sig i praksis at være et pyramidespil af hykleri og magtfuldkommenhed. Alt det, jeg kæmper imod,' skriver hun i opslaget.

Emilie Schytte er det andet af partiets i alt fire nyvalgte folketingsmedlemmer, der kort tid efter valget er ude af partiet og fortsætter som løsgænger.

Det første var Jacob Harris, der efter bare fire dage som folketingspolitiker blev sparket ud af partiet, efter afsløringer om fusk og pengemisbrug i sin virksomhed 'Krokodille A/S'.

Emilie Schyttes sti har heller ikke været helt ren op til hendes udmeldelse.

Radio IIII har blandt andet beskrevet, hvordan hun har pyntet på sit CV, mens B.T. har kunnet fortælle, hvordan hun ifølge en af landets førende Ruslandeksperter har delt prorussisk indhold på sin Facebook-profil.

Emilie Schytte oplyser ikke i opslaget, om hun beholder sit mandat i Folketinget eller ej, men giver dog en indikation i slutningen af sit opslag:

'Derfor glæder jeg mig til at det rigtige arbejde går i gang, så vi endelig kan få så meget magt tilbage til borgerne som muligt.'

Med hendes udmeldelse er folketingsgruppen u Borgernes Parti nu halveret og består kun bare af partiformand Lars Boje Mathiesen og Nadja Natalie Isaksen.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Lars Boje Mathiesen.