Nu er den igen gal i Københavns Beskæftigelses- og integrationsforvaltning. For den sidste direktør under Venstre-borgmesteren Cecilia Lonning-Skovgaard siger nu farvel og tak.

I efteråret var Jeppe Bøgh Andersen en ud af tre direktører i forvaltningen. Men så begyndte skandalerne at rulle og til sidst var der kun Jeppe Bøgh Andersen tilbage.

Men han har nu valgt at opsige sin stilling til fordel for et andet job i en anden kommune.

Fra første april skal han i stedet arbejde for Frederiksberg Kommune, hvor han skal være direktør for social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.

»Frederiksbergs fantastiske ry fagligt og som arbejdsplads har bredt sig langt uden for kommunegrænsen,« lyder det fra Jeppe Bøgh Andersen i en pressemeddelelse fra Frederiksberg Kommune.

Flere medier herunder B.T. har tidligere kunnet berette om et mildest talt kaotisk og problematisk arbejdsmiljø i forvaltningen.

Tilbage i efteråret, hvor Jeppe Bøgh Andersen og de to andre direktører stadig sad på posten, blev forvaltningen ramt af den første skandale.

Her afslørede Berlingske, hvordan jobcentrene i kommunen ikke henviste ledige til job i virksomheder, der manglede arbejdskraft.

Selvom det sidenhen har vist sig, at borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard var vel vidende om proceduren, foregav hun, at hun intet vidste om det og fyrede direktøren for jobcentrene Marianne Sørensen, der siden hen er blevet erstattet af en ny direktør.

Det var den første direktør, der måtte lade livet på kommunekontoret, og ikke længe skulle der går, før det også skete for nummer to.

Forvaltningens administrerende direktør Line Nørbæk mistede sit job tilbage i januar, da Cecilia Lonning-Skovgaard ønskede en anden profil. Det udløste et ramaskrig i centralforvaltningen, og mange sandheder kom på bordet.

Her kunne B.T. fortælle om et kritisabelt arbejdsmiljø, der blev styret med frygt og hård hånd af Cecilia Lonning-Skovgaard, og i de efterfølgende uger erstattede den ene skandale den anden.

Og nu har den sidste direktør, Jeppe Bøgh Andersen, der indtil nu har været konstitueret administrerende direktør, så valgt at trække stikket og skifte arbejdsplads.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Cecilia Lonning-Skovgaard ønsker ikke at kommentere på situationen på rådhuset.