Det er ikke alle, der er stor fan af Socialdemokratiets forslag om en formueskat. 

Heller ikke den danske, storvindende cykelrytter Jonas Vingegaard er bekvem ved tanken. For ifølge ham kan formueskatten fjerne penge fra én helt særlig ting. 

»Personligt ser jeg det ikke som en god ting at indføre. Jeg tror i sidste ende, at det vil fjerne penge fra organisationer. For jeg tror ofte, at det er de mest velhavende personer, der faktisk giver penge til organisationerne, og hvis ejeren bag skal betale en formueskat, så skal de finde pengene et sted fra, og det er deres problem,« udtaler han til TV 2. 

Og Socialdemokratiets forslag om at beskatte millionærernes formuer har fået en række erhvervsmænd til at true med at flytte fra Danmark, hvis sådan en beskatning skulle komme på tale. 

Det er dog ikke noget, som Tour de France-vinderen har i sinde at gøre. For videre i interviewet fortæller han til TV 2, at formueskatten formentligt ikke vil få ham og familien til at »genoverveje«, om de skal bo i Danmark. 

Men skeptisk over for en potentiel beskatning af formuer er han dog. 

Tilbage i 2023 kunne B.T afsløre, at den danske cykelrytter tjente svimlende 11 millioner kroner om året på sin kontrakt med Jumbo-Visma. 

Samme år kom det frem, at  parret var ved at bygge et hus til cykelrytterens svigermor, Rosa, og hendes kæreste Carsten efter at have revet det gamle ned.