
John Nielsen på 78 år ejer et hus i Rudersdal Kommune i Nordsjælland med sin hustru.
Han bryder sig på ingen måder om den debat om en ny boligskat, der lige nu ruller på Christiansborg.
»Jeg synes da godt nok, det er ubehageligt med den debat,« siger han.
Han deler dermed holdning med Dorte Christensen, der har villa til 30 millioner kroner i Hellerup, Jørn Risom, der bor i en lejlighed til 8,5 millioner kroner på Frederiksberg samt Poul Quist Pedersen, der bor i et hus til 1 million kroner på Als.
Hele debatten om en ny boligskat startede så småt, da statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale signalerede et opgør med den nuværende boligpolitik:
»Der er noget galt, når nogle er blevet rige alene ved at bo det rigtige sted, mens andre har svært ved at få pengene til at række nede i supermarkedet,« lød det 1. januar i nytårstalen.
Og i den her uge er debatten om en ny boligskat så eksploderet, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mandag i et opslag på LinkedIn luftede muligheden for at beskatte gevinster ved boligsalg.
Han nævner i opslaget et nyt skattesystem, hvor der ikke længere er 'skattefrie ejendomsgevinster', men i stedet kommer 'lavere skat på arbejde og gode ideer'.
Et forslag, der altså skaber stor usikkerhed hos mange boligejere, og i en meningsmåling er næsten hver anden dansker uenig i, at det er uretfærdigt, når nogle boligejere scorer store gevinster på stigende boligpriser.
Onsdag middag udtalte Lars Løkke Rasmussen så til DR, at boligskatten ikke er et konkret forslag, men en »principiel debat«.
Og kort efter Lars Løkke var det så finansminister Nicolai Wammen (S), der meldte ud, at Socialdemokratiet ikke vil gå til valg på at ændre de nuværende boligskatter eller indføre en skat på boliggevinster.
'Betaler et højt beløb som boligejer'
John Nielsen vurderer, at huset i Rudersdals Kommune er 10 millioner kroner værd, og han og konen skylder ikke en krone i det.
»Vi har ejet bolig, siden vi var helt unge, og så har vi gennem tiden købt nyt, når vi haft brug for det, og vi har sparet op til det,« siger han.
Han fortæller, at han sidste år betalte 40.000 kroner i boligskat, når grundskylden og ejendomsværdiskatten tælles sammen.
»Jeg mener, at jeg allerede betaler et højt beløb som boligejer,« siger han.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


