
»Det er altså ikke kun de rige nord for København, der vil blive ramt hårdt af en mulig ny boligskat.«
Sådan lyder det fra Poul Quist Pedersen på 77 år.
Han bor med sin hustru i et hus med en vurdering på en million kroner i den lille by Nordborg på Als.
»Vi fik huset bygget i 1977, så vi skylder ikke noget i det mere. Så friværdien er vel på knap en million kroner. Jeg tror ikke, vi får mere for huset,« siger Poul Quist Pedersen, der før sin pension var driftsleder i Danfoss.
Lige nu ruller debatten om en mulig skat på de penge, folk tjener ved en bolighandel, heftigt på Christiansborg.
Hele debatten om ny boligskat startede, da statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale signalerede et opgør med den nuværende boligpolitik:
»Der er noget galt, når nogle er blevet rige alene ved at bo det rigtige sted, mens andre har svært ved at få pengene til at række nede i supermarkedet,« lød det 1. januar i nytårstalen.
Og i den her uge er debatten om en ny boligskat eksploderet, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mandag i et opslag på LinkedIn luftede muligheden for at beskatte gevinster ved boligsalg.
Han nævner i opslaget et nyt skattesystem, hvor der ikke længere er 'skattefrie ejendomsgevinster', men i stedet kommer 'lavere skat på arbejde og gode ideer'.
Et forslag, der skaber stor usikkerhed hos mange boligejere, og i en meningsmåling i Altinget er næsten hver anden dansker uenig i, at det er uretfærdigt, når nogle boligejere scorer store gevinster på stigende boligpriser.
Onsdag middag udtalte Lars Løkke Rasmussen så til DR, at boligskatten ikke er et konkret forslag, men en »principiel debat«.
Og kort efter Lars Løkke var det så finansminister Nicolai Wammen (S), der meldte ud, at Socialdemokratiet ikke vil gå til valg på at ændre de nuværende boligskatter eller indføre en skat på boliggevinster.
'Vil være urimeligt'
Poul Quist Pedersen mener ikke, at det vil være rimeligt, at han og hustruen skal betale en ekstra skat af de penge, de eventuelt vil tjene ved at sælge huset.
Dermed er han enig med Dorte Christensen, der har villa til 30 millioner kroner i Hellerup, og Jørn Risom, der bor i en lejlighed til 8,5 millioner kroner på Frederiksberg.

»Vi har boet næsten 50 år i vores hus og betalt ejendomsskatter alle årene,« siger han og henviser til, at ægteparret årligt betaler omkring 20.000 i grundskyld og ejendomsværdiskat til sammen.
»Så vi synes, at det vil være urimeligt, hvis vi også skulle betale skat af det, vi tjener på huset ved en handel,« siger han,
Poul Quist Pedersen vurderer også, at han vil holde sig fra at sælge sit hus, hvis der indføres en boligskat på indtjeningen.
»Så det kan jo hurtigt gøre, at vi ikke vil flytte til et mindre hus, hvis vi skal af med noget af vores salgspris på vores gamle hus i en ny boligskat.«

