En velmenende video delt af digitaliseringsminister Caroline Stage (M) har affødt stor debat på de sociale medier i weekenden.

Egentlig er der tale om en sag og et budskab, der går rent ind hos de fleste, vurderer B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen. Der er bare ét problem: Afsenderen. 

»Vi gider jo ikke at få det at vide af en politiker,« siger Joachim B. 

Caroline Stages video, der er blevet anklaget for at være formynderisk, og som du kan se længere nede, handler nemlig om skærmtid. I den siger hun blandt andet: 

»Tillykke. Du har nu gennemført Instagram. Du har set, alt hvad der er at se, scrollet igennem samtlige kattevideoer og set alle sider. Nu skal du lukke telefonen.«

Ifølge Joachim B. Olsen er der tale om et emne, de fleste kan relatere til og er enige i: Nemlig at vi bruger for meget tid på vores telefon i almindelighed og sociale medier i særdeleshed.

Han hæfter sig imidlertid ved to ting:

»Først og fremmest så er det et gratis budskab, som enhver anden kunne have kommet med. Men når en politiker gør det, så bliver det nemt en løftet pegefinger, fordi de er lovgivere,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter: 

»Når en politiker siger noget, så ligger der altså en …«

… en slet skjult trussel om lovgivning?

»Noget i den stil. Man starter på frivillighedens vej, men hvis det ikke virker … Mænd skulle tage mere barsel. Det gjorde de så ikke – og så blev værktøjskassen med lovgivning hentet.«

»Så spørgsmålet ligger altid latent om, hvorvidt du som politiker har tænkt dig at lovgive om noget, hvis folk ikke følger din velmenende opfordring,« vurderer Joachim B. Olsen. 

Derudover påpeger han, at formatet fra videoen er direkte kopieret fra en populær »trend« på Instagram, hvor influencere laver videoer med det præcist samme budskab. 

»Det er gennemskueligt, at det er ren kopiering. Så det ironiske er, at formen er lavet til de såkaldte reels,« siger han og fortsætter:

»Hun siger, vi skal lade være med at være på Instagram, samtidig med at hun laver en video på Instagram, hvor hun fortæller dig det. Og den video er så tilpasset Instagrams korte format.« 

Moderaterne har kæmpet med meningsmålingerne, lige siden B.T. i sensommeren kunne afsløre problematiske arbejdsforhold på Moderaternes sekretariat

Og intet tyder på, at nytåret har vendt udvikling for partiet: Kun 3,5 procent af vælgerne ville ifølge mandagens Voxmeter-måling sætte kryds ved partiet, hvis der var valg i morgen.