Der er decideret slapt, at de danske politikere i så ringe grad sætter foden ned og siger fra overfor de grønlandske tanker om selvstændighed. 

Det mener B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, der i dag kommer med en gevaldig opsang ovenpå de seneste dages debat, hvor Folketinget har vist sig splittet på spørgsmålet om, hvorvidt Grønland skal have lov til at løsrive sig.

»Jeg opfatter det som en manglende vilje i Folketinget til at tage kampen op overfor Grønland,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter: 

»Politikerne skal turde stå op imod den utrolige populisme, som eliten på Grønland har gjort sig til bannerfører for, og som selvstændighedstankegangen er en del af.«

Debatten har fået nyt liv, efter Donald Trump har udtrykt interesse i Grønland, og i særdeleshed efter landsstyreformand Múte B. Egedes nytårstale. 

I den forbindelse er det kommet frem, at Grønland sandsynligvis på grund af Selvstyreloven skal bruge de danske folketingspolitikeres accept, hvis de ønsker at løsrive sig. 

Det er der uenighed om blandt folketingets partier – men ifølge Joachim B. Olsen er det en no-brainer

»Det er ikke i Danmarks interesse at opgive Grønland. Jeg er meget forundret over partierne, der kunne finde på at gå med til det, for Grønland er ekstremt vigtig sikkerhedspolitisk,« siger B.T.-redaktøren og fortsætter:

»Uden Grønland så ville Danmark vitterligt være en lille-put nation.«

Men kunne der ikke også være gode grunde til at give slip på Grønland? Først og fremmest hvis den grønlandske befolkning selv ønsker det – men også for at spare de 4 milliarder i bloktilskud?

»Det er et ekstremt lille beløb, vi giver dem, i forhold til hvor meget indflydelse vi får for de småpenge, som det vitterligt er i Danmarks budget,« siger Joachim B. Olsen og tilføjer: 

»Når Donald Trump overhovedet interesserer sig, så er det netop på grund af den geopolitiske placering, Grønland har, og på grund af de potentielle råstoffer. Ellers var Trump jo ligeglad.«