Fungerende politisk ordfører for De Radikale og medlem af Folketingets Præsidium Jens Rohde vil have Mette Frederiksens udnævnelse af sin højre hånd Martin Rossen til leder af et nyt sekretariat taget op i Folketingets Præsidium.

»Der kan være god ræson i, at man vil styrke den politiske ledelse i Statsministeriet. Men det skal ske efter nogle klare, åbne og stringente regler, som Folketinget har styr på,« siger Jens Rohde til Ritzau.

Meldingen kommer i kølvandet på, at Statsministeriet tordsdag oplyste, at statsminister Mette Frederiksen (S) ansætter hele tre særlige rådgivere.

Den ene af dem - og mest centrale - er tidligere stabschef Martin Rossen, der kommer til at stå i spidsen for et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet.

Til sammenligning havde hendes forgænger, Lars Løkke Rasmussen (V), havde blot én rådgiver.

Ydermere kommer Martin Rossen til at få sæde i to af regeringens allermest magtfulde udvalg - koordinationsudvalget og økonomiudvalget.

Det har torsdag fået debatten til at florere på sociale medier om han i virkeligheden er slags vicestatsminister.

Der er dog den detalje, at han ikke er minister.

»Vi skal vide, om vi reelt sidder med en vicestatsminister, og hvordan Folketingets kontrolbeføjelser i så fald er over for ham,« siger Jens Rohde.

Jens Rohde ønsker derfor blandt andet at få afklaret, om Martin Rossen vil arbejde under ministeransvarlighedsloven.

»Vi har haft talrige eksempler i de senere år, hvor det har været svært at placere et ansvar for ting, der er foregået i ministerierne. Og vi har den tradition, at når vi har med politiske embedsmænd at gøre, som vi kender fra spindoktorer, så arbejder de ud fra regler, der er bredt funderet i Folketinget.«

»Her er der tale om et digebrud i forhold til de gældende regler, og derfor må vi lave nogle regler, som kan rumme den nye konstellation, siger han.

Hvor der altså er skepsis hos Radikale Venstre, har piben en helt anden lyd hos regeringens to andre støttepartier, SF og Enhedslisten.

»Mette Frederiksen har grebet regeringssamrbejdet anderledes an end man plejer. Det tegner en ny retning. Det er rigtig positivt. Og det kan godt give anledning til at gøre det hele på en anden måde,« siger SFs fungerende politiske ordfører Kirsten Normann Andersen til B.T.

Enhedslistens gruppeformand og tidligere regeirngsforhandler, Jakob Sølvhøj, kalder det 'positivt', at Mette Frederiksen rykker mere magt fra Finansministeriet til Statsministeriet.

»Det er udmærket med en tydelig markering af, at ministrene selvfølgelig får politisk rådgivning,« siger han.