Meget talte for. Og støtten var der. Men én ting talte imod: Han var netop blev far. For første gang. Og nybagt far rimer ikke just på nybagt overborgmester for landets hovedstad.
Ikke desto mindre blev det i 1989 socialdemokraten Jens Kramer Mikkelsens virkelighed. Og han ser sig ikke tilbage med fortrydelse. Heller ikke, selvom han siger:
»Det har da en pris for dem, du bor sammen med, lever sammen med, din familie.«
Jens Kramer Mikkelsens børn har aldrig kendt til andet, end at deres far var en offentlig person. En, som delte vandene. En, der ikke kunne nå at hente i børnehave. En, der blev jagtet af medierne. Også i privaten.
Arbejde og familie smeltede sammen.
Det gør de også i bogen 'Jeg er københavner', som er skrevet af Niels Frid-Nielsen og netop udkommet. Gennem hele bogen er familien med. Hans forældre, bror, børn … Kramer-klanen er med ham i alt.
Det var da også, da han skriblede på talen til datterens konfirmation i 2004, han endte med at notere ordet »beslutningen«. Beslutningen om at stoppe som overborgmester efter næsten 16 år.
Efter sit farvel til Københavns Rådhus blev hans søn, Anders, spurgt, om »far nu var mere hjemme«.
»Ja, før så vi ham næsten kun om morgenen,« gengiver Jens Kramer Mikkelsen svaret. Fortsætter:
»Børnene sad jo, kiggede på mig og undrede sig over, hvad der foregik. Det var fantastisk, men de havde jo deres eget liv, som jeg jo ikke havde været en del af.«
Som overborgmester havde han arbejdet mandag til fredag, hele dagen, med aftenmøder, med weekendmøder.
»Er jeg der nok?« tænkte han.
Alligevel afviser han i dag, at der var tidspunkter, hvor han frygtede, at han ikke kunne få det til at hænge sammen.
»Nu havde jeg jo sagt ja,« siger han. Men erkender også, at det var en udfordring at være nærværende nok.
»Anna vidste, at hvis jeg kom hjem om aftenen og tog slipset af, blev jeg hjemme. Men hvis jeg beholdt slipset på, skulle jeg af sted igen. Og så gav hun sig ikke fuldt og helt, fordi jeg ikke gav mig fuldt og helt.«
Det blev kvalitet over kvantitet, siger han selv.
Når han var der, var tiden hellig. Han kørte med egne ord sin mellemste datter land og rige rundt for at spille håndbold. Prioriterede at se fodboldkampe med sønnen. Tog med ældstedatteren til svømning.
»Selvom far havde travlt, er det aldrig gået ud over hans forhold til os,« beretter Anders Kramer Mikkelsen i 'Jeg er københavner'. Kapitlet hedder 'Vores rigtige far'. Er bygget på børnenes oplevelser. Han fortsætter:
»Lige så snart han havde fri, havde han fokus på os, og det gav et særligt fællesskab.«
Men kan en overborgmester holde fri? Var der en privat-Jens og en overborgmester-Jens?
Jens Kramer Mikkelsen mener ikke, at man kan skille tingene ad.
»Du kan jo ikke være far på deltid. Du er heller ikke overborgmester på deltid. Det er begge 24 timer i døgnet, ligesom jeg også var ægtemand hele døgnet.«
At tingene flød sammen, mærkede familien. I bogen beskriver børnene, at de ofte skulle høre folks meninger om deres far. Og dem var der mange af. Gode som dårlige. Ikke alle var lige vilde med hans massive nedskæringer i det offentlige og udsalg af kommunens grunde.
De mærkede også, hvordan medierne dækkede deres far op. På rådhuset og i privaten. Som da pressen stod og kiggede ind over hækken ved hjemmet i Brønshøj-Husum. De ville have en kommentar til en kritisk historie.
Men Jens Kramer Mikkelsen havde travlt med noget andet: sønnens børnefødselsdag. Han blev rasende.
»De kan gå efter mig, men de skal ikke bringe mine børn ind i det.«
Senere prydede en anden Kramer-overskrift en avisforside. Hans børn blev mobbet, lød det.
»Anders kom hjem og sagde: 'Far, der er en ovre i skolen, der siger, at du har skrevet i avisen, at jeg bliver mobbet. Bliver jeg det?'«
Episoden gjorde selvsagt indtryk. Adspurgt, om man kan undgå at få dårlig samvittighed, når ens børn udsættes for den slags, svarer han:
»Nej, det kan man ikke.« Han tænker lidt. Fortsætter så:
»Jeg tror, jeg var mere vred. Dårlig samvittighed, synes jeg ikke, man skal have i den sammenhæng. Det kunne jeg have i forhold til spørgsmålet, om jeg var nærværende nok. Men det der var jeg sur over. Hold jer væk fra mit privatliv.«
Han erkender, at det er svært at finde en grænse for medierne. For selvfølgelig skal de dække magtudøvere kritisk.
Men sikkert er det, at han aldrig har brudt sig om, at hans familie skulle bøde for, at andre var uenige i hans politik. Eller sure på ham.
Som da en flok pædagoger i kølvandet på besparelser på området demonstrerede foran familien Kramers hjem i stedet for på rådhuset. Eller da Ungdomshusets folk rasede over salget til Faderhuset. Eller når politiet måtte dække familiens hjem op på grund af trusler.
Var der et tidspunkt, hvor du overvejede, om det var dét værd, når det ramte din familie?
»Nej, det overvejede jeg ikke. Det talte jeg også med børnene om, da de blev større. Du kan ikke give efter for den slags. Så hører alt jo op.«
Når man spørger ham, om der er noget, han gerne ville have gjort anderledes som far, nævner han prioritering. Den måtte gerne have været skarpere. Men ellers er han ikke så meget for at se tilbage og fortryde.
Heller ikke, når det gælder politik. Det eneste konkrete, han fremhæver, er sin ageren over for Poul-Erik Oppeltrup, da sagen om misbrug af KUCs penge rullede som en ødelæggende lavine. Han har siden undskyldt over for Poul-Erik. Og gør det igen nu. Men ellers forsøger han at se frem.
Det gælder også, når man spørger ind til hans i 2018 pludselige afsked med By & Havn, der blev begrundet med et »generationsskifte«. Han afviser, at det var hans egen idé, men siger så: »Det er, hvad det er,« før han fortsætter med at tale om sit nye arbejde.
»Min far sagde altid: 'Der er en årsag til, at forruden i bilen er større end bakspejlet'.«
Jens Kramer Mikkelsen lever generelt efter den device, at man sikkert kunne have gjort det bedre i fortiden, hvis man dengang havde haft nutidens viden. Han er da også sikker på, at han i dag ville have været bedre rustet til borgmesterkontoret.
Men han dvæler ikke længe ved det. Han foretrækker at være i udvikling. Nøjagtig som den by, han sad i spidsen for i 15 år og ni måneder som den længst siddende overborgmester nogensinde.
Dengang bød han kranerne velkommen i byen. Solgte ud af byen og byggede for pengene. Sidstnævnte gør han stadig.
Da han sagde ja til jobbet som byudviklingsdirektør i NREP, tænkte han, det ville være på halv tid. Sådan blev det ikke, og han er fortsat en travl mand. Han vil blive ved med at arbejde for København, som han har gjort det altid.
Også selvom det er sket på bekostning af tid med børnene.
»Jeg kan respektere, at han ikke altid var der, da vi var små, fordi han har givet mig nogle grundværdier, som jeg også selv vil give videre, når og hvis jeg får børn,« siger ældstedatteren i bogen.
Nu har vi været det hele igennem: konflikter på rådhuset, politibeskyttelse, dine børn, der har kunnet læse om sig selv i medierne, og så videre …
»Har det været det hele værd? Det har det. Ved gud, det har. Det gode og positive overskygger langt, langt det negative,« afslutter Jens Kramer Mikkelsen.
Del:
