Fra barndomsgade til regnvandssluger og rockagtig natur: Her er Ritt Bjerregaards oversete perler

Den danner rammen om 1.336.982 menneskers liv. Har igen og igen toppet udenlandske lister over byer, der var et besøg værd.

Men København er langt mere end Tivoli, Christiania og Den Lille Havfrue.

Hovedstaden vrimler med oversete perler, og hvem bedre end én, der kom til verden, mens Anden Verdenskrigs bomber væltede ned over den, én, der har levet et langt og lykkeligt liv i den, kan vise dem frem?

Vi har naturligvis talt med hovedstadens tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard.

»Jeg bor jo i Kartoffelrækkerne, og det er i sig selv en tur værd,« indleder Ritt Bjerregaard, der ikke lægger det mindste skjul på, at hun elsker sit kvarter.

»Husene viser virkelig fantasifuld udsmykning og indretning. Nogle har bord foran, nogle har roser, nogle har roser op ad væggen. De er meget forskellige allesammen, så bare en tur op og ned ad gaderne er faktisk rigtig sjovt.«

Med 480 huse og dertilhørende udsmykning er der rigeligt at se på ved de gamle rækkehuse, som i over to årtier har dannet rammerne for Ritt Bjerregaards hjem.

»Jeg har selv et paradisæbletræ stående ud mod gaden og ellers nogle roser. Men jeg har lige været på sommerferie, så det trænger til lige at blive gået igennem … «

»Den er blevet renoveret, og det har man gjort ud fra forudsigelserne om, at vi kan få voldsomme regnskyl. Så man har lavet en ret interessant slags boldplads, som er gravet ned i jorden og kan samle vandet. Der løber render hele vejen rundt, som kan samle det op. Jeg synes, det er ret spændende, at man på den måde begynder at tage højde for det.«

Enghaveparken eller Københavns største klimaprojekt, som området også bliver kaldt, genåbnede efter en større makeover i slut-2019. Men det var langtfra kun udseendet, der havde ændret sig. Ud over at have en 550 meter lang dige opført langs parkens kant gemmer parken på et stort vandreservoir. Det betyder konkret, at parken kan gemme på 22.600 kubikmeter regnvand og dermed forhindre oversvømmede kældre og kloakker, der flyder over.

Ritt Bjerregaard er ikke alene begejstret for, at parken nu har fået en større mening. Hun elsker også, hvordan byens borgere i dag bruger den.

»Jeg har boet lige overfor i min barndom. Dengang var der havebetjente og skilte, hvor der stod: 'Græsplænerne må ikke betrædes'. Og nu sidder der familier med børn og madkurv og hygger sig, når vejret er til det. Det, synes jeg, er rigtig dejligt.«

»Det er et lille bitte hjørne, hvor der engang var lidt forfaldent, men så tog den daværende skoleinspektør Lise Egholm fat,« fortæller Ritt Bjerregaard om den tidligere industrigrund.

I starten af 00erne kom det lokale – heriblandt ansatte på Rådmandsgades Skole – for ører, at grunden var ved at blive solgt. Udsigten til endnu et boligbyggeri i et i forvejen naturtomt område fik dem til at tage affære, og kommunen var heldigvis lydhør over for deres opråb. Grunden blev købt, og via borgermøder og dialog med institutionerne blev BaNanna Park til.

»Nu er der kommet en sjov lille park, hvor der blandt andet er et højt klatrestativ op ad væggen, så folk, der vil prøve sådan noget, også har mulighed for det. Det, synes jeg, er sjovt,« fortæller den tidligere overborgmester og understreger så, at hun ikke selv har prøvet kræfter med klatrevæggen.

Foruden klatrevæggen danner det, der engang gik under navnet 'giftgrunden', i dag rammerne for en boldbane, nogle kæmpestore bananer og – lige i Ritt Bjerregaards ånd – nye og gamle træer.

Inden B.T.s samtale med den i dag 80-årige københavner er omme, summer hun over, at de fleste områder med garanti har gode, oversete steder at byde på. Og at det nok altid er den bedste løsning at spørge en lokal.

Personligt ved hun godt, hvad der hovedsagelig får hende til at gå bestemte steder hen. Naturen. På alle måder.

»Jeg bor jo i nærheden af Østre Anlæg og Kongens Have. Dem bruger jeg rigtig meget. Hvis jeg vil have lidt rigtig natur, går jeg i Østre Anlæg, og hvis jeg vil have det lidt mere friseret og rockagtigt, bliver det Kongens Have.«

»Der kommer et naturhistorisk museum ved Botanisk Have, og det betyder, at man ikke kan gå igennem den længere. Man skal gå ud og ind ad den samme indgang, og det begrænser mit besøg. Den har jeg ellers været glad for – for jeg kan godt lide, at jeg kan se, hvad planterne hedder.«