Jakob Ellemann-Jensen står som den eneste kandidat til formandsposten i Venstre, og han bliver med al sandynlighed valgt den 21. september i Herning.
Alligevel synes han ikke, man har behandlet hans forgænger, Lars Løkke Rasmussen, særligt godt.
»Jeg synes ikke, at vi kan være bekendt at behandle en formand gennem 10 år, en statsminister over to omgange, en reformator af Danmark, den største politiske strateg i nyere tid, på den måde. Så det var jeg rigtig ked af,« siger Jakob Ellemann-Jensen til P1-programmet Slotsholmen.
Ellemann vil ikke ind i en nærmere analyse af, hvordan Løkke blev dårligt behandlet. Men at se formanden forlade partiet på den måde, han gjorde, gjorde ondt.

Jakob Ellemann-Jensen taler også om udlændingepolitikken i interviewet. Inger Støjberg har meddelt, at hun stiller op til næstformandsposten i partiet.
Ellemann står fast på Venstres stramme politik, men mener at det er vigtigt at tale med respekt.
Hvad siger han så til, at Inger Støjberg fejrede det med kage, da den tidligere regering havde gennemført 50 stramninger i udlændingepolitikken:
»Vi har talt mere om kage i Venstres folketingsgruppe, end Mette Blomsterberg nogensinde kommer til.«
»Den kage er spist, fordøjet og opskriften er smidt væk,« lyder det kontante svar.
Inger Støjberg på sin side er godt klar over, at de to kandidater til topposterne i Venstre angriber udlændingepolitikken fra hver sin side.
»Det er helt rigtigt, at Jakob og jeg går til opgaven på forskellige måder, og vi siger måske også tingene på forskellige måder.
Men det ændrer ikke på, at vi altid har haft et godt samarbejde og er nået frem til gode løsninger,« siger hun.