Lyt til artiklen

POLITISK PORTRÆT

Han er født og opvokset i Nordsjælland, hvor 'handelsskole-Venstre' har en bomstærk bastion.

Men den politiske arv stammer fra 'højskole-Venstre' solidt rodfæstet i den fede muld mellem bakkerne i det blide midtfynske landskab.

Jakob Ellemann-Jensen, som blot er, hvad der ligner en formsag af en afstemning fra at blive ny formand og leder for partiet Venstre, har ikke sine aner fra hvem som helst.

Det stod vel nærmest skrevet i stjernerne, hvor det måtte bære hen for den i dag 45-årige formandskandidat.

Også selv om han allerede som 19-årig fastslog, at han aldrig ville have et liv i politik, fordi han kunne se, hvad det gjorde ved familien.

Men tiderne skifter, og Jakob Ellemann-Jensen havnede i politik alligevel.

Ligesom i øvrigt også hans søster, Karen Ellemann, der har bestridt en lang række ministerposter.

Jakob Ellemann-Jensen har gjort lynkarriere i Venstre, hvor han efter med sikker hånd at have bestridt posten som politisk ordfører og som VLAK-regeringens sidste miljø- og fødevareminister nu står til at tage det sidste trin op som partiformand.

Dermed bliver han også oppositionens kandidat til landets fornemste embede, statsministerposten, som hans far ved det dramatiske folketingsvalg i 1998 var så uendelig tæt på.

Men som han alligevel aldrig nåede, da de sidste afgørende stemmer sidst på aftenen var blevet talt op på Færøerne, og Poul Nyrup Rasmussen (S) mod alle odds og med hiv og sving reddede sig en ny periode i Statsministeriet.

Helt tilbage fra sin oldefars tid har familien, som for tre generationer siden blev smedet sammen til navnet Ellemann-Jensen, været repræsenteret på indflydelsesrige poster.

Hans far, nu 77-årige Uffe Ellemann-Jensen, er som tidligere mangeårig Venstre-partiformand og Danmarks udenrigsminister i fire skiftende Schlüter-regeringer gennem næsten 11 år af naturlige årsager den, der er bedst kendt.

Jakob Ellemann-Jensens farfar og far, Jens Peter 'Døgnbrænder' og Uffe Ellemann-Jensen i en munter stund på Christiansborg i slutningen af 1970'erne.
Jakob Ellemann-Jensens farfar og far, Jens Peter 'Døgnbrænder' og Uffe Ellemann-Jensen i en munter stund på Christiansborg i slutningen af 1970'erne. Foto: Mogens Ladegaard
Vis mere

Men i mindst tre generationer tilbage er der i bedste Kennedy-stil en god portion politisk dna og samfundssind at hente, for også Jakob Ellemann-Jensens oldefar og farfar var folk, der i den grad stak ud og satte aftryk for eftertiden.

Christen Ivar Johannessen, hans oldefar på fædrene side, var gennem 15 år sognerådsformand i Haarby.

En meget fremsynet og driftig mand, der kom fra landbruget, og som ud over at være sognerådsformand sad som formand for bestyrelserne for blandt andet mejeriet og korn- og foderstofforeningen og i det hele taget var særdeles aktiv og involveret i det meste, der skete på egnen.

Sognerådsformandens hustru hed Olivia Ellemann, og deres datter Edith giftede sig med Jens Peter Jensen.

Og sådan blev efternavnene Ellemann og Jensen knyttet sammen med bindestreg til det senere så genkendelige Ellemann-Jensen, da det fynske ægtepar i krigsåret 1941 fik sønnen Uffe.

Jakob Ellemann-Jensens farfar, Jens Peter Jensen, fik sidenhen det rammende og velmente tilnavn 'Døgnbrænderen', fordi han ikke alene var i stand til at gabe over mindst tre krævende og betydende hverv – chefredaktør, folketingsmedlem og viceamtsborgmester – vel at mærke samtidig. Men også fordi han efter sigende sjældent gik hjem, når han var havnet i festligt lag ud på de små timer.

Som ung mand tjente han som så mange andre i landbruget, men han var ikke ansat et hvilket som helst sted. For husbond var den radikale kæmpe Karl Skytte, der senere blev formand for Folketinget.

Jens Peter Jensen var allerede da politisk aktiv i Radikal Ungdom og havde derfor naturligt nok plads hos Skytte.

'Døgnbrænderen' brød dog flere år senere med De Radikale, da han i protest mod partiets pacifistiske tilgang til forsvarspolitikken gik over til Venstre.

På det tidspunkt var Jakob Ellemann-Jensens farfar for længst færdig med at sælge grøntsager og muge ud i stalden.

For forinden havde han slået sig på journalistikken, som han havde opdaget, han havde både tæft og næse for, da han som ung karl på Hillerslevgaard ved Ringe samtidig fungerede som meddeler til Fyns Venstreblad.

Han blev ansat på Helsingør Dagblad, og så gik det ellers opad på karrierestigen.

Inden han havnede som medredaktør på Børsen, havde han blandt andet været politisk medarbejder på samme avis og blev et kendt ansigt ude i stuerne, fordi han på klingende fynsk og med en god portion lune stillede finurlige spørgsmål til politikerne på Christiansborg, mens det monopoliserede Danmarks Radios store kameraer snurrede.

Senere blev Jens Peter Jensen mangeårig chefredaktør for det daværende Fyns Tidende, indtil bladet blev opslugt af Fyens Stiftstidende.

'Døgnbrænderens' humor og evne til at servere en opsigtsvækkende one-liner er der faldet en god sjat af på både Uffe og barnebarnet Jakob Ellemann-Jensen.

Det var også Jens Peter Jensen, der med lune sagde om sin egen søn, da han syntes, Uffe var blevet en anelse for kæphøj, at 'der er for meget Ellemann og for lidt Jensen' i ham.

Et udsagn Uffe dog på et tidspunkt fik lejlighed til at smide tilbage, da han en morgen mødte op med tungt baghoved og temmelig røde øjne og sagde til sin far:

»I aftes var jeg vist for meget Jensen.«

Netop humoren er noget, som både politiske venner og fjender bider mærke i hos Jakob Ellemann-Jensen. Og den egenskab kan dårligt overvurderes, når der skal laves politik gennem vanskelige forlig. Hvis altså man også samtidig kan sit stof.

Endnu er den uddannede jurist, far til tre og blandt meget andet tidligere udsendt som del af den danske bataljon i Bosnien-Hercegovina med rang af kaptajn ikke valgt som formand for Venstre.

Men når det som forventet sker på partiets ekstraordinære generalforsamling den 21. september, følger Jakob Ellemann-Jensen i sin fars fodspor, som han ellers havde forsvoret nogensinde at ville gå i.

Alt tyder dog på, at han ikke tager det store skridt opad helt på samme måde som Uffe Ellemann-Jensen, der i sin tid først skulle gennem et kampvalg mod Ivar Hansen.

Et kampvalg, den senere udenrigsminister vandt klart.

Det ligner mere en kåring af den vellidte Jakob Ellemann-Jensen som Lars Løkke Rasmussens afløser i spidsen for Venstre.

Partiet, hvor alle lige nu krydser både fingre og tæer med et saligt håb om ro på bagsmækken efter en særdeles turbulent sommer, der kulminerede med 'Braget i Brejning', hvor en rasende Lars Løkke forsvandt ud ad bagindgang. Uden siden at have ytret et eneste ord offentligt.

Når det formelle er faldet på plads med nye ansigter på både formands- og næstformandsposterne i Venstre, venter der Jakob Ellemann-Jensen en stejl læringskurve og en anden hverdag.

Og som partiets og oppositionens statsministerkandidat med et mål om nogle år ude i fremtiden at kunne fravriste Mette Frederiksen (S) landets mest indflydelsesrige embede.

Den drøm blev for alvor vakt, da han i 1998 efter sin fars overraskende nederlag til Poul Nyrup Rasmussen så en avisforside, hvor der stod:

'Ellemann bliver aldrig statsminister'.

Som Jakob Ellemann-Jensen siden har fortalt til Politiken:

»Den kiggede jeg på og tænkte: Det skal fandeme være løgn!«

Tiden vil give svaret på, hvem der får ret.