23-årige Villads Leth blev tirsdag inviteret på Christiansborg for at få svar.

Socialdemokratiet ville forsikre ham og en række andre iværksættere om, at de ikke behøver frygte partiets forslag om en ny formueskat.

Men den unge iværksætter gik fra mødet med mange af de samme spørgsmål, som han havde, da han trådte ind ad døren.

»Jeg er glad for, at de lytter og gerne vil have dialog med os. Men det skal stadig blive mere konkret,« siger han til B.T. efter mødet.

Inden mødet med politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen og erhvervsminister Morten Bødskov fortalte Villads Leth til B.T., at han især ønskede svar på, hvordan Socialdemokratiet vil undgå en brandbeskatning af virksomheder med høje værdiansættelser.

For det er kun værdier, som eksisterer på papiret, og som kan få store konsekvenser for hans virksomheds vækst, hvis de bliver beskattet.

Fik du svar på de spørgsmål, du havde? 

»Njarh. Det var også bare lidt – sorry to say it – ti mænd, der sad og snakkede. Det var ikke altid en dialog frem og tilbage,« siger han og fortsætter: 

»Jeg tror, vi fik lagt vores pointer frem, men hvis man skal have svar på det ene, andet og tredje spørgsmål, skal det måske være én til én i stedet for ti mennesker samlet.« 

B.T.s historie om Villads Leth blev hevet frem under TV 2s statsministerduel søndag, hvor Mette Frederiksen (S) forsikrede ham om, at han ikke behøver føle sig urolig. 

Man kan godt være en lille iværksætter uden at blive ramt af brandbeskatning, lød budskabet fra statsministeren.

Samtidig har der været stor forvirring om, hvordan forslaget egentlig vil ramme iværksættere.

Mette Frederiksen (S) præsenterede partiets forslag om formueskat, da hun udskrev valg. 
Mette Frederiksen (S) præsenterede partiets forslag om formueskat, da hun udskrev valg.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I Socialdemokratiets første udspil fremgik det, at virksomheders værdiansættelser skulle tælle med i formueskatten, men efter duellen fik piben en anden lyd. 

Socialdemokratiet har dog ikke givet iværksætterne et konkret løfte om, at de ikke bliver ramt, fortæller Villads Leth. 

»Jeg tror, de har givet os det løfte, at de gerne vil blive ved med at snakke nu og efter valget,« siger han. 

Hvorfor tror du, at de først inviterer jer ind nu, når det trods alt er næsten to uger siden, at forslaget blev fremlagt?

»Jeg tror, vi har været gode til at gøre opmærksom på en detalje, der måske er blevet overset – eller ikke er blevet kommunikeret godt nok,« siger han. 

Iværksættermiljøet har da også i den grad råbt vagt i gevær over forslaget, og Villads Leth ser også positivt på, at Socialdemokratiet nu tager dialogen.

»Vi gav hånd på, at de gerne vil blive ved med at snakke. Så overordnet set er det positivt, og jeg er glad for, at de gerne vil lytte til os,« siger han.

Du kan følge med i valgkampen og slagets gang i dansk politik i B.T.s liveblog HER.