Danmark befinder sig i en gravalvorlig situation. Derfor er der brug for, at vi »står sammen i Danmark« og »i det danske folketing,« er budskabet fra statsminister Mette Frederiksen (S). 

Men hvordan harmonerer det med, at statsministeren afholder fortrolige møder med kun særligt udvalgte partiledere om grønlandskrisen? Ufatteligt dårligt, mener flere af dem, der holdes udenfor. 

»Det nytter ikke noget, at vi endnu engang ser den arrogance fra hende, hvor hun lukker sig om sig selv og nogle få og så samtidig forventer, at vi alle bare bakker op,« siger Inger Støjberg (DD) til B.T.

Dansk Folkeparti, der heller ikke har været inviteret til møderne, tilslutter sig kritikken. 

Danmarksdemokraternes Inger Støjberg er en af de partiledere, der ikke er blevet inviteret med til de seneste orienteringsmøder i Statsministeriet.
Danmarksdemokraternes Inger Støjberg er en af de partiledere, der ikke er blevet inviteret med til de seneste orienteringsmøder i Statsministeriet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er helt urimeligt og udenfor skiven. Mette Frederiksen må have mistet øjeblikket. Selvfølgelig indkalder man alle. Det er udemokratisk og magthaverisk,« tordner DF-veteran Pia Kjærsgaard. 

Det var fredag i sidste uge, at B.T. kunne erfare, at Mette Frederiksen havde indkaldt Martin Lidegaard (R), Alex Vanopslagh (LA) og Mona Juul (K) til en fortrolig orientering om statsministerens telefonsamtale med Donald Trump.

Sidenhen er der afholdt flere lukkede møder: Senest tirsdag hvor Lidegaard, Mona Juul og Vanopslagh denne gang fik selskab af Pia Olsen Dyhr (SF) til endnu en orientering i Statsministeriet.

»Regeringen er tydeligvis både lamslåede, i vildrede og famlende. Det kan ikke nytte noget, at man ikke må være kritisk og i stedet bare skal sidde og nikke, hvis man vil ind omkring bordet,« siger Støjberg. 

Pia Kjærsgaards (DF) formand Morten Messerschmidt er ej heller en af de udvalgte, der er kommet til yderligere orienteringer hos statsministeren.
Pia Kjærsgaards (DF) formand Morten Messerschmidt er ej heller en af de udvalgte, der er kommet til yderligere orienteringer hos statsministeren. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men er hun da ikke i sin gode ret til at holde møder med dem, hun har lyst til?

»Det er hun selvfølgelig. Men spørgsmålet er bare, om det er godt for Danmark og for folkestyret.«

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, er ikke enig. 

»Regeringen har inddraget Folketinget på flere niveauer og ad flere omgange, så jeg har svært ved at forstå kritikken,« siger han og tilføjer: 

»Der har været møder med alle partiledere, med de nordatlantiske medlemmer af Folketinget, Udenrigspolitisk Nævn er selvsagt inde over, og så har der været møder med de partier, der tidligere har løftet det ultimative ansvar som regeringsbærende parti,« lyder det. 

De seneste dage har splittelsen mellem regeringen og Danmarksdemokraterne samt Dansk Folkeparti over grønlandskrisen intensiveret. 

Og ifølge B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, er skænderiet et billede på en regering, der famler efter løsningerne i øjeblikket.

Det er også det, der kommer til udtryk, når Mette Frederiksen undlader at invitere nogle partiledere med til fortrolige orienteringsmøder. 

»Det er et tydeligt forsøg på at danne et voksenbord og et børnebord,« fortæller Qvortrup

Husk at du kan følge de seneste reaktioner på Donald Trumps indsættelse som præsident i B.T.s liveblog - lige HER.