Et dybt fortroligt møde om grønlandskrisen blev i al hemmelighed gennemført torsdag i Statsministeriet. 

Her indkaldte Mette Frederiksen (S) udvalgte partiledere til en fortrolig orientering om formiddagen.

Der er blandt andre tale om Martin Lidegaard (R), Alex Vanopslagh (LA) og Mona Juul (K). Emnet var Mette Frederiksens telefonsamtale med USAs kommende præsident Donald Trump.

Det erfarer B.T.

De pågældende partiledere fik indskærpet, at de ikke måtte sige noget om mødet. Heller ikke at de havde været til det.

Ifølge B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, er der en helt særlig årsag til, at statsministeren gør sådan.

»Det er tydeligt, at Mette Frederiksen iscenesætter sig som 'Commander in chief.' Altså underforstået én, der er omgivet af amatører,« siger han.

Mødet fandt, ifølge B.T.s oplysninger, således også sted, fordi Mette Frederiksen ikke er helt tilfreds med, hvordan nogle af oppositionspartierne blander sig i debatten om Grønland.

»Situationen kan nemt komme til at minde om corona-perioden, hvor meget få politikere turde lægge sig ud med regeringens linje. Det blev nærmest udlagt som landsskadelig virksomhed,« siger Henrik Qvortrup.

Torsdag har derfor tilsyneladende været en ganske travlt dag for regeringen.

Udover partiledermødet gav Mette Frederiksen en orientering til Det Udenrigspolitiske Nævn. 

Derefter mødtes hun også med blandt andre Socialistisk Folkepartis formand, Pia Olsen Dyhr, om eftermiddagen.

Torsdag eftermiddag tog statsministeren desuden imod en række topchefer fra det danske erhvervsliv, og fredag morgen holdt regeringen så møde med Folketingets erhvervsordførere.

Dermed er der af regeringen, som følge af Grønlandskrisen, afholdt ikke mindre end fem fortrolige krisemøder de seneste to dage.