4.197 personlige stemmer og titlen som den kommunalvalgskandidat, der har tredjeflest aalborgensere bag sig.

Og så endda for partiet Venstre, der overordnet set oplevede tilbagegang ved årets kommunalvalg.

Det er, hvad Maja Torp kan prale af at have præsteret.

Men selv den succes udløste ikke en rådmandspost i kommunen.

Onsdag aften kom det frem, at de seks rådmandstitler blev fordelt mellem Nuuradiin S. Hussein (A), Kristoffer Hjort Storm (O), Jan Nymark Thaysen (V), Morten Thiessen (C), Per Clausen (Ø) og Jes Lunde (B).

Ikke én kvinde blev en del af dette slæng.

Og det er til trods for, at Maja Torp fik flere stemmer end hele fem ud af de seks valgte rådmænd.

- Med de fakta i tankerne, er du så selv tilfreds med, at dit navn ikke står på den liste?

»Nej. det kan jeg svare på meget kort. Det er jeg ikke,« griner hun og tilføjer:

»Det synes jeg faktisk er yderst unfair. Hvis ikke tredje flest stemmer kan række til at være en del af et magistrat, så ved jeg altså ikke, hvad der skal til.«

Hun mener, at magistraten ikke afspejler befolkningen.

»Det er et demokratisk problem. Vi har repræsentativt demokrati som styreform, og der er udelukkende mænd. Både som borgmester og rådmænd. Det synes jeg ikke passer til en moderne kommune, og det er ikke repræsentativt.«

Selv havde Maja Torp forventet, der ville være mindst en, og måske to kvinder i magistraten, når valget var ovre.

»Havde der så ikke været kvinder, der førte nogle gode valg og er kvalificerede, så var det noget andet. Men det er der altså. Og vi er alle sammen blevet forbigået,« siger hun og nævner blandt andet Socialdemokratiets Lisbeth Lauritsen med sine 1.348 stemmer og Konservatives Vibeke Gamst med sine 1.929 stemmer som eksempler.

- Var du nogensinde i spil om rådmand?

»Det har været oppe at vende, men det var ikke det, det endte på.«

- Hvorfor?

»Der foregår mange ting i konstitueringsforhandlingerne, der skal gå op, men det har jo vist sig, at det ikke er en prioritet, at man har bare en anelse diversitet i et magistrat,« siger hun og uddyber:

»Jeg ville faktisk ønske, at partierne var mere ansvarlige i forhold til at sige 'har vi kvinder, som også gør det godt?', og det synes jeg jo faktisk i al beskedenhed, at mit valg viser. Og når man så alligevel bliver fravalgt, synes jeg faktisk, det er mangel på ansvarlighed.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra borgmester Thomas Kastrup-Larsen om hans tanker om den endelige liste af rådmænd, men han er endnu ikke vendt tilbage.