»Det har været en meget stor overraskelse at finde ud af, hvor stift og hårdt systemet er.«

Sådan lyder det fra Bjarne Skovmark, der siden 2017 har været gift med congolesiske Jeanne Mwange.

Men den største overraskelse for Bjarne Skovmark har alligevel været at finde ud af, hvor uønsket han er i sit eget land blot på grund af sit valg af hustru. Beskeden fra Udlændingestyrelsen er nemlig, at han kan flytte til DR Congo, hvis de ønsker at være sammen.

Han mødte sin kone, Jeanne Mwange, i 2015 i den apostolske kirke i Fredericia, og uvidende om, hvilken lang og sej kamp der lå foran dem, forelskede de sig og blev gift i 2017.

Parret mødte hinanden i 2015 og har været gift i fem år.
Parret mødte hinanden i 2015 og har været gift i fem år.
Vis mere

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan Jeanne Mwange kom til Danmark for at blive forenet med sine søskende, som er blevet håndplukket af Danmark som kvoteflygtninge.

De flygtede alle fra den blodige massakre i DR Congo i slutningen af 1990erne, men de blev adskilt under flugten, og derfor kan de ikke blive forenet i Danmark i dag. Jeanne Mwange har siden søgt asyl i Danmark, så hun kan forblive sammen med sin familie, da hun ikke har nogen tilbage i DR Congo. Men hun har fået afslag på afslag.

»Det er, som om de tog beslutningen for lang tid siden, og ingenting kan ændre på det. Lige meget hvor tydeligt vi prøver at gøre det for Udlændingestyrelsen, at der er stor fare forbundet med at sende hende hjem, hjælper det ingenting,« forklarer Bjarne Skovmark.

Efter parret blev gift, har de også forsøgt at søge familiesammenføring, men også det har Udlændingestyrelsen givet afslag på, blandt andet fordi Bjarne Skovmark var på sygedagpenge i en kort periode, da de søgte. I stedet foreslog Styrelsen i afslaget, at han kan flytte til DR Congo:

Jeanne Mwange forstår ikke, hvorfor de danske myndigheder overhovedet ikke tager højde for, at hendes familie er taget til Danmark som kvoteflygtninge.
Jeanne Mwange forstår ikke, hvorfor de danske myndigheder overhovedet ikke tager højde for, at hendes familie er taget til Danmark som kvoteflygtninge. Foto: Camilla Bøgeholt Lund
Vis mere

'Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke i sagen foreligger oplysninger om, at din ægtefælle ikke har mulighed for at indrejse og tage ophold sammen med dig i Den Demokratiske Republik Congo for at udøve jeres familieliv dér,' lyder det i afslaget.

»Jeg grinede, da vi modtog den afgørelse. Det er skørt, at de hellere vil sende mig til Congo end at tillade os et liv her. Jeg ville overleve fem minutter. En hvid person er lig med penge,« siger Bjarne Skovmark.

Han har tre døtre og børnebørn i Danmark, og det undrer ham, at systemet ikke tager højde for at holde familier sammen i stedet for at skille dem ad.