Det står allerede klart, at det ikke har været muligt for politiet at genskabe én eneste af de slettede minksms'er i Statsministeriet.

Men har politiets teknikere overhovedet haft adgang til de telefoner, Mette Frederiksen og de øvrige topfolk i Statsministeriet brugte under minkforløbet?

Det kan regeringen ikke garantere.

Sådan lød det ærlige svar fra justitsminister Nick Hækkerup (S), da han onsdag skulle svare på en byge af sms-spørgsmål i Folketingets spørgetid.

»Jeg skal nok ikke være den, der garanterer, at der ikke er én, som ikke er kommet med. Der er ikke nogen grund til at tro, at det skulle være tilfældet,« lød svaret.

»Man har jo bestræbt sig meget for at identificere de enheder, der har været tale om.«

Politiets forsøg på at genskabe sms'erne blev afsluttet 12. november, men det var først 17. november, dagen efter kommunalvalget, at det blev offentliggjort, at forsøget var slået fejl.

Det har fået oppositionen til at se rødt og anklage regeringen for at undergrave folkestyret og tilliden til demokratiet.

Statsminister Mette Frederiksen og justitsminister Nick Hækkerup.
Statsminister Mette Frederiksen og justitsminister Nick Hækkerup. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Her hjælper Hækkerups manglende garanti ikke på regeringens kvaler.

»Man kan ikke lægge det til grund, at fordi jeg ikke kan garantere det, så er det ikke sådan. Tværtimod synes jeg, at formodningen må være den modsatte. At man har bestræbt sig på at finde de relevante enheder, og at man kun har haft et ønske om at politiet skulle udlæse dem,« forklarede han i Folketingssalen.

Det fik Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, til at gå i kødet på den socialdemokratiske minister.

Hun kaldte det flere gange et »såre simpelt spørgsmål«, om alle mobiltelefoner og iPads er blevet udleveret. Et spørgsmål, der kunne besvares med et ja eller nej.

Nick Hækkerup skulle onsdag svare på en byge af spørgsmål om de slettede sms'er i Folketingets spørgetid.
Nick Hækkerup skulle onsdag svare på en byge af spørgsmål om de slettede sms'er i Folketingets spørgetid. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men Hækkerup gentog, at »alle dem, man har kunnet identificere, er blevet overdraget«.

Nick Hækkerup kastede sig dernæst ud i en noget kringlet argumentation, der nok kræver en genlæsning eller to.

»Hvis man skal udstede garantier, så skal man jo have styr på alt i den proces, der fører til garantiens udstedelse,« sagde justitsministeren og gentog:

»Hvis man skal give en garanti, så skal man jo selv have styr på alle leddene i garantien. Og det har jeg ikke.«

I forskellige versioner forsøgte V-spidserne sig med det samme spørgsmål, men Hækkerup nægtede at danse med.

»Jeg vil anholde formuleringen, at politiet ikke har fået adgang. Det kan man ikke, ud af det jeg har sagt eller sagen i øvrigt, sige er tilfældet. Efter min mening tværtimod,« lød det småkryptisk fra Hækkerup.

Efter spørgetiden udtaler Sophie Løhde, at det er »dybt alvorligt«, når regeringen ikke kan garantere, at politiet har haft adgang til alle enheder.