Både politikerne og borgerne skal have klare svar på, hvad Forsvaret egentlig får ud af at bruge millioner af kroner på at få influencere til at lave reklamer og podcast. 

Kravet kommer fra en række partier, efter det i B.T. er kommet frem, at en podcast i tre afsnit med komikeren Christian Fuhlendorff koster 453.000 kroner og tæller med i Danmarks bidrag til Nato. 

Det samme gør en kampagne til i alt 1,8 millioner kroner, der består af videoer med journalist og influencer Thomas Skov Gaardsvig. 

Kampagnerne har til formål at rekruttere flere til Forsvaret. Men det bliver svært at forsvare sig med en video eller en podcast, hvis krigen kommer, og derfor bør de penge, som man i Forsvaret bruger på podcast og videoer slet ikke tælles med som Nato-bidrag. 

Podcastvært og influencer Thomas Skov Gaardsvig er ansigtet på en ny kampagne til i alt 1,8 millioner kroner, som Forsvaret står bag.
Podcastvært og influencer Thomas Skov Gaardsvig er ansigtet på en ny kampagne til i alt 1,8 millioner kroner, som Forsvaret står bag. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske
Vis mere

Det mener Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Alex Ahrendtsen. 

»Jeg vil anerkende Forsvarets kreativitet, når de medregner den slags udgifter for, at kommer op på de to procent,« siger han med henvisning til Natos krav om, at medlemslande skal bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar.  

»Det er begrædeligt og kritisabelt at regne det med i Nato-bidraget. Det handler jo om forsvar. Det er svært at forsvare sig med en video, hvis krigen kommer,« mener Alex Ahrendtsen.

Lise Bech, der er forsvarsordfører for Danmarksdemokraterne, mener, at det er udmærket, at Forsvaret forsøger sig med nye metoder for at rekruttere unge til forsvaret. 

»Men det er underligt, at det tæller med i vores bidrag til Nato. Der mener vi, at det bør gøres op på en anden måde. Altså, vi sidder hele tiden til møder i Forsvarsministeriet og hører om, at der mangler næsten alt basalt udstyr til soldaterne. I den sammenhæng virker det mærkeligt, at man regner en podcast ind under det, vi siger til Nato, at vi bruger på forsvaret,« siger hun. 

Lise Bech mener samtidig, at det er vigtigt, at der bliver holdt øje med, hvorvidt både podcast- og videoerne rent faktisk bliver set på de sociale medier og lyttet til. 

»Jeg går da ud fra, at vi får nogle tal at se, og der er planer om, at der laves en status og en evaluering på, hvad man har fået for pengene her. Vi skal se nogle tal på, om det virker,« siger Lise Bech.

Forsvarets Personalestyrelse oplyser til B.T., at det er for tidligt at vurdere, om podcasten med Christian Fuhlendorff til 453.000 kroner for tre afsnit har den ønskede effekt. 

Ifølge styrelsen har podcasten pr. 21 februar haft i alt 21.000 lytninger på to uger. 

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen afviser, at man snyder på vægten, når en podcast og influencerkampagne indberettes som forsvarsudgifter til Nato.

Ifølge ham er det »helt i tråd med almindelig praksis«. 

»Udgifterne til rekrutteringskampagnen indberettes til NATO, da rekrutteringsudgifter vurderes at opfylde Forsvarets behov og dermed være omfattet af NATOs generelle definition af forsvarsudgifter,« oplyser forsvarsministeren i et skriftligt svar til B.T.

»De konkrete udgifter til rekrutteringskampagnen afholdes af Center for Rekruttering og Karriere i Forsvarsministeriets Personalestyrelse, hvis opgaver bl.a. omfatter marketing og rekruttering til Forsvarets uddannelser,« lyder det videre.

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen her eller hvor du ellers lytter til podcast.