Forsvaret har brug for, at flere vil melde sig under fanerne, og de har brug for, at dem, der allerede er under fanerne, bliver der.
Derfor har de iværksat en større kampagne til netop det formål. En del af kampagnen er otte film til 1,8 millioner kroner med tv/podcastvært og influencer Thomas Skov Gaardsvig som ansigt udadtil.
At influencere bliver brugt til at gøre reklame for alverdens produkter, er der ikke noget nyt i.
Men det, at der med mange følgere kan medfølge reklameopgaver for det offentlige, er nyt, og fænomenet er ikke på vej ud, mener kommunikationsekspert.
»Vi ser, at brands og nu også offentlige institutioner vil være personlige. De skal udtrykke en form for personlighed. Der er en masse ansatte i Forsvaret med personlighed, men danskerne kender dem ikke, så sætter man et kendt ansigt på Forsvaret, i dette tilfælde Thomas Skov,« siger kommunikationsekspert Anna Thygesen og fortsætter:
»Det er den vej, det går, og det er kommet for at blive med influencere.«
Kampagnen med Thomas Skov Gaardsvig består af otte længere videoer, hvor tv-værten møder en række ansatte i Forsvaret til en snak om blandt andet deres arbejde. Kampagnen har kostet 1,8 millioner kroner i alt, hvoraf omkring 900.000 er gået direkte til produktionen af videoerne.
Videoerne er senere blevet klippet om i flere forskellige variationer, som man blandt andet kan finde på Thomas Skovs sociale medier.
I de 900.000 kroner indgår blandt andet penge til, at videoerne bliver delt på Thomas Skovs Instagram-profil, der har omkring 150.000 følgere. Udover det er der afsat 450.000 til annoncering, og 470.000 til reklamebureauet Advice for konceptudvikling og udviklingen af et website.
Ifølge Anna Thygesen er Thomas Skov Gaardsvig som ansigt på Forsvarets hvervekampagne ikke nogen dum idé.
»Dem, der er journalister, og har en faglig baggrund som formidlere, klarer sig tit bedre end almindelige influencere. Man kan sige, det er et journalistisk stykke arbejde kurateret af Forsvaret. Han bruger nogle journalistiske greb, der er tillidsskabende,« siger Anna Thygesen og fortsætter:
»Det er en fin idé at kombinere en journalist med en hvervekampagne. Han repræsenterer og stiller spørgsmålene for os andre i samfundet.«
Målene med kampagnen er blandt andet at »give indsigt i forsvaret som arbejdsplads, skabe lyst til at vide mere og at skabe trafik til det særlige website.«
Forsvaret oplyser, at man på et senere tidspunkt vil evaluere kampagnen ud fra blandt andet side- og videovisninger.
På nuværende tidspunkt er man glad og tilfreds for det produkt, de næsten to millioner kroner har kastet af sig.
»Vi er super glade for samarbejdet med Thomas Skov og de produkter, der er kommet ud af det. Vi kommer rundt i landet til gode kollegaer og får et indtryk af, hvor mange forskellige opgaver, mennesker og fagligheder, der er,« siger marketingchef i Forsvarets Personalestyrelse Mikkel Jørnvil.
Lyt til det seneste afsnit af B.T.s politiske podcast 'Slottet og Sumpen' med Joachim B. Olsen her:
