Moderaternes politiske ordfører var en af de første til at svinge den helt store moralske hammer, da det kom frem, at 28-årige Mike Fonseca var blevet kæreste med en pige på 15 år.
I et harmdirrende opslag på Facebook skrev Monika Rubin, at hun fik kvalme af at tænke på »ham der klamme Mike«, at han havde brugt sin status og erfaring til at »forføre et ungt menneske, et barn«, før hun rundede af med en bræk-emoji og skrev, at man i fagtermer kaldte Fonsecas handlinger for grooming.
Grooming er, når et barn eller en ung manipuleres af en voksen til at udføre bestemte, ofte seksuelle handlinger. Det kan straffes med op til to års fængsel.
Fonseca blev i november meldt til politiet for netop grooming, men mandag meldte politiet så, at det har droppet sagen ud fra en formodning om, at der ikke er foregået noget strafbart.
Men Moderaterens politiske ordfører risikerer at står tilbage med et problem.
Det vurderer flere eksperter i strafferet.
For Monika Rubins beskyldninger mod sin nu tidligere partifælle er så grove, at den for tiden sygemeldte Fonseca ville stå stærkt, hvis han anlagde en injuriesag mod Rubin.
»Jeg mener, at sagen har en alvorlig karakter, fordi Monika Rubin direkte skriver, at der er tale om grooming. Hun fremsætter dermed en beskyldning mod Fonseca om, at han har begået et strafbart forhold. En sådan ytring kan efter omstændighederne være omfattet af injurielovgivningen,« siger forsvarsadvokat Julie Stage.

Stage beskæftiger sig ofte med sædelighedsforbrydelser – kategorien, som grooming falder ind under.
Hun vurderer, at Mike Foncesa har grundlag for at kunne anlægge en injuriesag mod Rubin alene på baggrund af hendes formulering i Facebook-opslaget.
Julie Stage forklarer, at der er stor forskel på, hvilket niveau straffene ligger på i sådanne sager, men at æreskrænkelser normalt kan straffes med bøde eller fængsel i op til et år.
Straffen kan dog stige til fængsel indtil i op til to år, hvis der er tale om en alvorlig beskyldning, som er usand, eller at beskyldningen er fremsat eller udbredt gennem et massemedium, og samtidig er egnet til væsentligt at skade den forurettede – altså i dette tilfælde Mike Fonseca.
»Da der både er tale om en alvorlig beskyldning, som tilsyneladende er usand, som er fremsat på Facebook, og som antageligt er egnet til væsentligt at skade Fonseca, mener jeg ikke, at det er utænkeligt, at en domstol vil finde, at en eventuel straf skal udmåles efter den skærpede bestemmelse,« siger Julie Stage.
I tillæg til en bøde eller fængselsstraf kan retten dømme Rubin til at betale en økonomisk godtgørelse til Fonseca.
Stage påpeger samtidig, at det at et medlem af Folketinget udtaler sig om skyldsspørgsmålet i en straffesag efter hendes opfattelse harmonerer dårligt med den grundlæggende deling af magten i Danmark, hvor politikerne laver lovene, og det er domstolene, der dømmer.
»Derfor er det her både principielt og praktisk en alvorlig sag. Vi må holde fast i, at vi har et samfund, hvor det ikke er politikere, der afsiger skyldskendelser. Jeg håber, politikerne vil tage ved lære af den. Derudover vil jeg som minimum mene, at Rubin skylder ham Fonseca en undskyldning,« siger hun.

Hun bakkes op af Sten Schaumburg-Müller, der er professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.
»Når man beskylder nogen for grooming, beskylder man dem for at have begået noget strafbart, og det er alvorligt,« siger han og forklarer, at der dog også kan være formildende omstændigheder i en sådan sag.
»Det kaldes en rimelig anledning. For eksempel hvis Monika Rubin har haft en viden, der begrundede at der var tale om grooming,« siger Schaumburg-Müller, der dog samtidig mener, at Rubins reaktion taler imod, at hun skulle have et sådant særligt kendskab til sagen.
»Grundlæggende er det vigtigt at skelne mellem, at der er stor forskel på at skrive noget kritisk om andre og så på at beskylde andre for at have begået noget strafbart,« siger Sten Schaumburg-Müller.
B.T. har blandt andet spurgt Monika Rubin, om hun fortryder at have beskyldt Mike Fonseca for grooming, og om hun ville have formuleret sit opslag på samme måde i dag.
»Min holdning er, at jeg ikke synes, det er passende for en voksen mand at indlede et forhold til et barn i 8. klasse. Det er en holdning og ikke en skyldskendelse. Det overlader jeg trygt til vores retssystem. En hypotetisk injuriesag har jeg ikke behov for at tage stilling til,« skriver hun i en sms til B.T.
Hun har ikke svaret på opfølgende spørgsmål om, at eksperterne netop vurderer, at hendes opslag ikke blot er en holdning, men en konkret beskyldning mod en anden for at have begået noget strafbart.
B.T. har været i kontakt med Mike Fonseca, der ikke ønsker at udtale sig, da han fortsat er sygemeldt.
Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen.

