Først var det fy fy, men nu får rejselystne danskere alligevel lov til at flyve.

Mette Frederiksens slingrekurs i rejsevejledninger har efterladt turistselskaber og forbrugere i kaos.

Rejsebureauerne står til at tilbagebetale danske turister kæmpe beløb for tusindvis af rejser, som blev aflyst, men som nu alligevel godt kan gennemføres.

Derfor truer Dansk Rejsebureau Forening med at sagsøge staten for at få den til at tage regningen, og nu får foreningen opbakning fra de borgerlige partier.

Torsten Schack Pedersen vil komme rejsebranchen til undsætning i regeringens rejsekaos.
Torsten Schack Pedersen vil komme rejsebranchen til undsætning i regeringens rejsekaos. Ida Guldbæk Arentsen

»Jeg kan sagtens følge den tanke, om det her kan være erstatningspådragende for staten. Det er et helt centralt spørgsmål at få afklaret,« siger Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, og tilføjer:

»Det er ikke fair, hvis rejsebureauer og forbrugere nu skal kæmpe om, hvem der skal betale regningen. Det er regeringen, der bør tage ansvaret for de beslutninger, de tog i maj, om, at danskerne skulle blive hjemme.«

Han vil nu stille paragraf 20-spørgsmål om emnet til både erhvervsministeren og udenrigsministeren for at undersøge, om staten kan være erstatningsansvarlig.

Også Liberal Alliance kræver oprydning i Mette Frederiksens rejsekaos.

Regeringen bør tage ansvar for det kaos, den har skabt med sine skiftende rejsevejledninger, mener Alex Vanopslagh.
Regeringen bør tage ansvar for det kaos, den har skabt med sine skiftende rejsevejledninger, mener Alex Vanopslagh. Niels Christian Vilmann

»Regeringen har været god til at sole sig i rosen, men den er anderledes fodslæbende med at tage ansvar for prisen for sin egen slingrekurs,« siger LA-leder Alex Vanopslagh og uddyber:

»Jeg kan sagtens forstå rejsebranchens ærgrelse og frustration, og hvor problematisk det er at være offer for regeringens skiftende udmeldinger.«

Lørdag bliver de danske rejserestriktioner igen lempet. Allerede torsdag vil regeringen fremlægge en ny liste over åbne og lukkede lande for danskerne.

De nye åbninger drejer sig dog kun om EU- og Schengenområdet samt Storbritannien.